Vi er knap nok kommet os over succesen fra majoren, før vi igen kan se frem til næste store turnering. Denne gang bliver det dog ikke DR3 som kommer til at formidle turneringen til det danske publikum, men derimod er det TV2 ZULU som har købt rettighederne til turneringen. 

Men udover kanalen du skal vælge for at kunne følge med i turneringen, så er der ikke meget som bliver anderledes fra hvad vi så på DR3 i weekenden. Det skulle da næsten lige være modstanden, eller manglen på samme som vi må forvente Astralis vil få i turneringen. Modstanderne ved Blast Pro Series vil være, MIBR, NiP, Cloud9, Space Soldiers samt Virtus.pro.    

Derudover bliver det nemlig JERNrizc og ruggah som endnu engang kommer til at stå bag kameraet (Tryk på deres links og læs en "random" artikel om hver af dem). TV2 har selv givet en kommentar omkring deres valg af casters, samt den produktion vi kan forvente: 

- Vi kommer til at levere en helstøbt dækning, som både vil være seriøs og underholdende og baseret på en stærk faglighed hos værter og reportere. Det er vores ambition at give en god tv-oplevelse til alle, når vi sender BLAST Pro Series, og vi vil helt tæt på begivenheden og aktørerne. BLAST Pro Series er heldigvis et godt turneringsformat for en broadcaster, og vi satser på at give vores seere TV 2-kvalitet hele vejen rundt.

Der er næsten gået "sport" i leveringen af den bedste TV dækning ved esport events, som allerede fra start har hård konkurrence fra det internationale setup der kan streames gratis på Twitch.tv. 

DR3 har den store fordel at alle har adgang til deres kanaler, imens at TV2 ZULU skal håbe på opbakning fra deres betalende kunder, eller i bedste fald lokke nye personer til TV2Play og prisen på de 99,- om måneden.