I nat sikrede Heroic sig finalepladsen i IEM Rio Majoren efter en nervepirrende kamp mod hjemmeholdet, FURIA, hvor danskerne sejrede 2-1. Finalen finder sted i dag, hvor de tager kampen op mod Outsiders. Hvad skal der til for, at Heroic besejrer Outsiders og løber med trofæet i Rio? Vi giver her tre bud.
Heroic skal være aggressive fra start
Outsiders har gennem hele Majoren haft den samme unikke spillestil. Hele deres spil er meget langsomt, og de gør alt hvad de kan for, at modstanderne har brugt deres utility før, at de laver deres execution på et af de to bombsites. Heroics spillestil er derimod meget mere hybrid, og det kan blive Heroics fordel i dette opgør. Heroic skal presse Outsiders fra start, og tvinge dem til at ændre på deres spillestil, så de kommer ud i situationer, som de ikke er vandt til.
Heroics map pool er bedre end Outsiders'
Hvis man kigger på Outsiders' tidligere kampe, så banner de altid Nuke som det første, og det er samtidig et af Heroics bedste map. Dette er dog også tilfældet for Heroic, da de altid banner Dust2 som et af de første maps, og dette er blandt Outsiders bedste maps. Herefter er det meget lige mellem de to hold i forhold til hvilke maps de kan spille. Heroic har dog den bedre map pool, da deres win rate er højere end Outsiders' på de fleste maps. Denne fordel betyder samtidig, at Heroic burde være i stand til at vinde hvert eneste af de potentielle tre spillede maps i aften.
Vi forestiller os, at pick/ban for finalen bliver således:
- Heroic fjerner Dust2
- Outsiders fjerner Nuke
- Heroic vælger Vertigo
- Outsiders vælger Overpass
- Outsiders fjerner Ancient
- Heroic fjerner Inferno
- Sidste map er Mirage
Vind økonomien: Stop Jame fra at save
Outsiders er infamøse for, at deres AWP-spiller, Jame, hellere vil spare sit våben til næste runde end at forsøge at eksempelvis vinde en 1v2 situation. Dette gavner Outsiders i deres kampe, da de dermed har en del flere runder, hvor de har en god chance for at vinde. Heroic skal derfor ud og finde AWP-spilleren så snart der er tegn på, at han gemmer sig. På den måde kan Heroic vinde økonomien, og dermed tvinge Outsiders til at have flere runder, hvor de ikke er lige så farlige.
Finalen finder sted i aften klokken 19:00. Vinderholdet sikrer sig hele 3,59 millioner kroner, mens nummer to må nøjes med 1,2 millioner kroner.