To store danske sportsklubber annoncerede tidligere den 20. december, at de er på vej ind i esport. Der er tale om FC København, som i 2017 skulle indhente tre esportshold. Som så mange andre fodboldklubber, så er det ene FIFA, men derudover er det Counter-Strike og Dota 2. Annonceringen med tilføjelsen af et CS:GO hold falder dagen efter, at ex-Dignitas spillerne annoncerede at de havde forladt Dignitas, efter at de ikke kunne blive enige om kontrakterne for det nye år.

Dota 2 holdet kunne nemt blive det tidligere Imperial hold, som den 9. december forlod organisationen, og er uden tvivl det bedste fulde danske Dota 2 hold. De leverede et solidt resultat ved DreamLeague, hvor de tog knap 150.000 kroner med hjem fra Jönköping. Det er dog rene spekulationer, og Adm. direktør i Parken Sport & Entertainment, Anders Hørsholt udtalte:

Vi følger selvfølgelig med i udviklingen inden for e-sport, som andre store fodboldklubber gør. Det er et spændende område, som man godt kan forestille sig FCK være en del af i fremtiden. Men om og hvornår det kan blive konkret, må fremtiden vise.

Stort set samtidig annoncerede FC Midtjylland, at de også overvejede at træde ind i esport, og at den endelige konklusion vil falde i starten af 2017. Det er dog ikke blot FIFA, som FCM har i tankerne, men derimod en eller flere af de store esportstitler. Jacob Jørgensen udtalte til finans.dk:

Vi betragter e-sport som et meget interessant område, og vi har kigger lige nu på, om vi kan gøre det til en del af FC Midtjyllands forretningsmodel. Esports-industrien er i eksponentiel vækst, og derfor er det godt at positionere sig nu. Det vil ikke bare blive en investering i en Fifa-spiller, men noget større og mere bæredygtigt.

Det betyder, at vi nu sandsynligvis er oppe på tre danske Superliga-klubber, som har taget esport til sig, hvor Odense Boldklub var den første Superliga-klub, som tilbage i september hentede FIFA-spilleren Lasse "Kongen" Bækkelund. Den første danske professionelle sportsklub, som skrev kontrakt med en esportsatlet var Boldklubben Marienlyst, som tilbage i maj hentede to FIFA talenter. 

Esport er vokset enormt igennem de sidste par år, og det ser ud til at blive større i de kommende år, og det er også derfor, at flere sportsklubber er begyndt at se nærmere på esporten. I følge Newzoo så skulle esport i 2017 have en ligeså stor fanskare som amerikansk fodbold.

Newzoo

Vi har samlet en liste over de sportsklubber, som nu har tilknyttet esportsudøvere. De er opdelt i klubber kun med FIFA, og alle de andre.

Andet end FIFA

Baskonia
Professionel basketball klub i Spanien, og de har pt. et LoL hold, hvor danskeren Kristoffer "P1noy" Albao Lund Pedersen tidligere spillede i deres esportsdivision, som hedder ThunderX3 Baskonia.

Besiktas
Den tyrkiske fodbold Beşiktaş J.K. havde indtil august i år et LoL hold.

FC Schalke 04
Schalke købte Elements og deres EU LCS slot, men har ikke formået at beholde pladsen i EU LCS, og spiller nu i Challenger Series.

IFK Helsinki
Blizzard havde knap annonceret deres Overwatch Liga før at organisationen havde erhvervet et Overwatch hold, Helsinki REDs.

Boldklubben Marienlyst
Marienlyst har både volleyball og fodbold på programmet, og har i esportsafdelingen hold i CS:GO, LoL og FIFA.

Paris Saint-Germain
PSG er en af de første klubber, som udover at satse på FIFA, hvor de indhentede danske August "Agge" Rosenmeier, også lige har annonceret det LoL lineup, som skal repræsentere dem i Challenger Series. 

Philadelphia 76ers
Opkøbte tilbage i september majoriten i både Dignitas og Apex.

Remo Brave e-Sports
Endnu en brasiliansk klub, som har hold i LoL, Smite og CS:GO.

Santos FC
Santos Dexterity er navnet på det brasilianske esports partnerskab, som har mange forskellige titler, men er langt fra et internationalt niveau.

Valencia
Klubben har hold i både Hearthstone, League of Legends, Rocket League og selvfølgelig FIFA. LoL holdet endte som nr. 2 ved DreamHack Valencia 2016.

Kun FIFA

Ajax Football Club
FC Dynamo Moscow
FC Nantes
FC UFA
FC Volga
Manchester City

Monaco Football Club
Odense Boldklub
PSV Eindhoven
Sampdoria
Sporting Portugal
West Ham
Wolfsburg

Forhåbenligt ser vi flere klubber kigge seriøst på esport, og at de ikke blot ser på FIFA, men vælger at prøve kræfter med de store titler som Counter-Strike, League of Legends, Dota 2 og Hearthstone. Så må vi se, om Blizzards satsning på en Overwatch Liga bliver succesfuld, for det er en model, som appellerer direkte til sportsklubberne. 

Hvor mange klubber tror du, der har taget esport til sig i 2017?