Tredje dag af gruppespillet til Worlds 2017 er netop overstået og det var en dag, hvor fans af EU LCS fik lidt at glæde sig over ovenpå en skuffende start på Worlds fra deres hold. Derudover var det en dag, hvor vores danske spillere fandt stor succes og havde allesammen nogle stærke præstationer hos deres respektive hold.

Resultaterne fra dagens kampe har ændret stillingen i nogle af grupperne til Worlds - herunder kan du se stillingen i de fire grupper efter dagens resultater.

Gruppe A  Score Gruppe B Score
 SKT  3 - 0  LZ     2 - 0
 C9    2 - 1  IMT   1 - 1
 AHQ 1 - 2  GAM 1 - 1
 EDG 0 - 3  FNC 0 - 2
Gruppe C  Score Gruppe D Score
 RNG 2 - 0  TSM 2 - 0
 SSG 1 - 1  WE  1 - 1
 G2   1 - 1  MSF 1 - 1
 FEN 0 - 2  FW   0 - 2

I dagens første kamp tog de danske superstjerner Søren " Bjergsen" Bjerg og Dennis "Svenskeren" Johnsen imod Team WE i en kamp om førstepladsen i gruppe D. Holdet, som havde hjemmebanefordelen startede bedst ud i opgøret, men Team SoloMid - og specielt Bjergsen - gav ikke op så nemt og kunne efter en Baron tage føringen. TSM tog deres føring hele vejen, vandt kampen og tog derfor førstepladsen. Danske Bjergsen var specielt stærkt spillende på Corki, men også Yilang "Doublelift" Peng og Vincent "Biofrost" Wang på hhv. Tristana og Rakan havde store præstationer i den afgørende teamfight.

Misfits Gaming, Fnatic og G2 Esports fra EU LCS havde fået en  forfærdelig start på Worlds, da ingen af holdene formåede at tage en sejr efter de to første dage. Nubar "Maxlore" Sarafian og hans holdkammerater fra MSF var det første hold, som skulle prøve at forbedre deres præstationer, da de tørnede sammen med Flash Wolves i dagens andet opgør. Det tog MSF 47 minutter og tre Barons før de kunne sikre sig sejren over FW i et kontrolleret opgør, hvor holdet fra EU LCS var foran størstedelen af tiden. Successen fortsatte for holdene fra EU LCS, da danske Jesper "Zven" Svenningsen og G2 vandt over 1907 Fenerbahce Esports.

I gruppe C's andet opgør fik Royal Never Give Up sat en stopper for den koreanske dominans til Worlds, da de overbevisende besejrede Samsung Galaxy. Lee " Crown" Min-ho og resten af SSG kunne intet stille op imod RNG's super aggressive early-game, hvilket gav superstjernen Jian "Uzi" Zi-Hao en stor nok føring på hans Tristana - og han kunne derfor carry RNG til en sejr over SSG, hvor det kinesiske hold havde 11 kills til SSG's 0. 

ahq eSports-Club skulle forsøge at gøre kinesiske RNG kunsten efter, da de skulle op imod Lee " Faker" Sang-hyeok og de forsvarende mestre fra SK Telecom T1. Jungleren Hsue "Mountain" Chao-Hong og resten af hans holdkammerater formåede dog ikke at besejre SKT. Det var relativt tæt mellem de to mandskaber igennem hele opgøret, men man havde hele tiden på fornemmelsen at SKT ville vinde før eller senere, da deres scaling var langt bedre end hos AHQ. Tidligere Immortals- og Fnatic-toplaner Heo "Huni" Seung-hoon og resten af SKT er nu det eneste mandskab, der har vundet tre games til Worlds 2017.

I dagens sidste kamp skulle danske Nikolaj " Jensen" Jensen og Cloud9 forsøge at fortsætte den danske succes i dagens runde, hvor både TSM og G2 - med danskere på holdet - har taget en sejr. EDward Gaming havde før dette opgør haft en forfærdelig start på Worlds med to nederlag ud af to mulige. Men det skulle ikke være imod Jensen og C9, hvor det kinesiske hold vendte deres dårlige start. C9 var dominerende igennem hele opgøret og tog en kontrollerende sejr efter have destrueret alle tre inhibitors hos EDG.