For et par dage siden annoncerede produktionsselskabet Highwire, at DR dokumentaren om CS:GO-holdet Astralis var lige på trapperne. Og selvom den først bliver vist på TV i morgen på DR3, så er første afsnit live på dr.dk lige nu, og du kan finde det på linket her!

Første afsnit hedder "Den svære start" og tager sit udspring tilbage i starten af 2016, kort tid efter Astralis blev grundlagt og omhandler opstartsperioden for Counter-Strike holdet, og de problemer de sloges med i starten. Om afsnittet skriver Highwire:

I vinteren 2016 samles 5 af de bedste danske counterstrike-spillere og sammen stifter de holdet Astralis. De har to mål. De vil selv eje holdet og dermed kontrollere slagets gang. Og de vil være verdens bedste til counterstrike. I løbet af et år har DR3 fulgt holdet i bestræbelserne på at kravle helt op til toppen i en verden af esport, der samtidig eksploderer i pengepræmier og opmærksomhed fra fans og medier over hele verden. 5 spillere skal fungere sammen på et nyt hold. Men det går ikke, som de havde forestillet sig. Der skal foretages nogle drastiske ændringer, hvis holdet skal lykkes med rejsen mod verdenstoppen.

Der er primært fokus på det nuværende line-up hos Astralis, men Finn "karrigan" Andersen er co-star i første afsnit, da han endnu ikke var skiftet til Faze Clan på det tidspunkt. 

"Den svære start" er det første af i alt tre afsnit. Afsnit 2 har titlen "En ny begyndelse" og bliver sendt på næste mandag d. 3. april, mens afsnit 3 hedder "Grand Slam" og bliver sendt d. 10. april - begge på DR3. Hvis du hellere vil se første afsnit på TV'et, så bliver det sendt i morgen klokken 22.00 og bliver efterfølgende genudsendt flere gange.