Jeg ved ikke, om det er en forkærlighed for malkekøer og den landlige duft, men et eller andet ved The Blast tiltaler mig altså bare. HKLAN - til de af jer, der husker den event - havde samme charme. Der er et eller andet over at være i Sønderjylland og omgivet af ingenting.

Tilgengæld er alle omgivet af det, som tiltaler dem: Computerspil og hygge. For nogle er det halvanden liter sodavand og flest mulige kills i en ARAM, mens andre nyder at smide bukserne ude foran eventen til en kold øl. Ja, der findes lidt af hvert her i Rødekro, men alt sammen er med til at give en stemning; en stemning vi alle elsker.

Eventen er fyldt med lidt over 270 gamere. Ikke et højt tal - ikke et lavt tal. Det er acceptabelt, omend arrangørerne gerne ville have flere indenfor i Compass Congress Center. Hvad de går glip af i entrebilletter, tjener de tilgengæld ind i baren. På alle borde er der fyldt op: X-ray, Faxi Kondi, som Klumben og Raske Penge synger pænt om, til Royals pilsnere og classics. Der mangler ikke noget.

Det samme gør sig gældende, når deltagerne ytrer sig. Der er ikke mange sure miner at anspore. Der hilses, krammes og jubles over et tilfældigt kill. For alt i skrivende stund er tilfældigt. Ingen af de seriøse turneringer er i gang endnu. League of Legends og Counter-Strike starter først i morgen kl. 20, mens aftenen i dag står på en ARAM-turnering og en CS 2on2-turnering.

Vi kommer ikke til at dække The Blast yderligere i dag, men henviser i stedet til vor Facebook profil, hvor der løbende vil være små opdatering og billeder. I ved, alt det sjove materiale fra en hyggelig dag som denne.

Indgangen gik som smurt i år; køerne gevaldigt forkortet kontra 2013

The Blasts eget kiosksystem fungerer perfekt; ens entrekort kan bruges til at handle med

Youtube'rne har fået deres helt eget område