Med et hurtigt stigende besøgstal åbner vi nu dørene og søger et par ildsjæle, der har lyst til at være en del af en af landets største nyhedssider inden for e-sport og gaming.

Siden april har flere spilnyheder sneget sig ind på Gaming.dk. Interessen er stigende og nu er det tid til, at vi får friske kræfter til vores spilredaktion.

På Gaming.dk har vi i mange år haft tradition for kun at skrive om Counter-Strike. For næsten halvandet år siden valgte vi også at skrive om League of Legends. De seneste måneder har vi udvidet således, at vi nu skriver om al e-sport, der er relevant.

Det har resulteret i, at der den 6. maj blev sat besøgsrekord på Gaming.dk med 9.675 besøgende. Med andre ord:

Gaming.dk er stedet, hvor du finder dine e-sportnyheder.

Sådan bliver det forhåbentligt også i fremtiden med nyheder om spil og spilbranchen. Det kan være alt lige fra annonceringen af det nye Battlefield: Hardline, den nyeste gameplay trailer om Batman: Arkham Knight til nyheden om Watch Dogs store salgstal eller endda en nyhed om Team Fortress 2, som vi ikke helt ved, hvad handler om endnu.

Derfor søger vi to skribenter, som har en stor interesse for området. Du interesserer dig for, hvilke nye spil, der præsenteres på markedet og har en generel interesse og fingeren på pulsen inden for spilbranchen.

Derudover skal du kunne arbejde selvstændigt, men også være glad for at samarbejde i et redaktionelt miljø. Du elsker at være den første til at formidle kvalitetsindhold til tusindvis af nysgerrige læsere.

Erfaring er et plus, men ikke et krav. Skribenttjansen er frivillig, men med mulighed for at blive sendt til messer og events. Der er ingen alderskrav, da Gaming.dk's redaktion allerede spænder fra folk på 15 år til over 30 år. Der er plads til alle i Gaming.dk familien, der deler vores enorme passion for gaming.

Du kan læse mere om, hvad du får ud af at være skribent under vores Jobs side.

Ansøgninger sendes til: [email protected]