Præmiepuljen til det største e-sports event i verden – The International 4 – fortsætter med at vokse. I skrivende stund er præmiepuljen oppe på 6,1 millioner dollars – svarende til 33,2 millioner danske kroner. Dermed ser det ud til ”TI4” slår den foregående rekordholder The International 3, der ”kun” kunne mønstre en præmiesum på 15 millioner kroner.

Den nærmest absurde præmiesum er en milepæl for e-sport. Til sammenligning havde sidste års LoL World Championships en præmiesum på 11 millioner kroner, mens pengestærke individuelle sportsgrene som golf og tennis udlover præmiesummer på 50-70 millioner kroner for de største turneringer.

Trods den allerede kæmpestore præmiesum ser det ikke ud til at stoppe her. Ud over de 8,5 millioner kroner producenten Valve har smidt i turneringen, består den samlede præmiesum nemlig af brugernes bidrag, gennem salg af det såkaldte ”Compendium”. The Compendium er et virtuelt ”adgangskort”, der udover at støtte turneringen giver brugeren ekstra content i form af spillerkort og andet baggrundsmateriale.

Den brugerbaserede del af præmiesummen udgør således i skrivende stund 25 millioner kroner af præmiesummen, og denne del ser kun ud til at vokse – eksplosivt. I løbet af de sidste 24 timer er præmiesummen nemlig vokset med over 600.000 kroner. Hos arrangørerne fra Valve har man derfor sat 55 millioner kroner som det nuværende mål for turneringen.

Sidste års vindere fra Alliance kunne tage omkring 7,4 millioner med sig hjem til Sverige, men det ser ud til at dette års vindere af The International 4, kommer til at tage langt flere penge med hjem. Hvis sidste års fordelingsnøgle bliver overført til i år, vil vinderne således modtage over 15 millioner kroner for sejren.

The International 4 bliver afholdt fra d. 18 til d. 21 juli i Seattle, USA. Du kan følge præmiesummens udvikling her.

Læs mere om TI4-turneringen her, hvor du blandt andet kan se hvilke hold, der har kvalificeret sig.