Det vrimler med europæere på den amerikanske League of Legends-scene i øjeblikket og de mange rødhvide spillere får nu selskab af endnu én.
Den blot 17-årige jungler Lucas "Santorin" Larsen pakker nu kufferten og rejser over atlanten, hvor han fremadrettet vil være at finde på det amerikanske Coke League hold, Team Coast.
Det betyder ligeledes at holdets nu tidligere jungler Joshua "Nintendudex" Atkinson bliver rykket til bænken. Team Coast har endnu ikke et fuldt holdkort, da holdets midlaner Danny "Shiptur" Le tidligere på måneden forlod holdet for at spille for Team Dignitas, hvor han ligeledes tog holdets top-laner Darshan "ZionSpartan" Upadhyaha med.
- Lucas "Santorin" Larsen (Jungle)
- Apollo "WizFujiiN" Price (ADC)
- Miles "Daydreamin" Hoard (Support)
De to resterende spillere er endnu ikke offentliggjort, men er ifølge Santorin fundet. Organisationen vil selv melde offentligt ud angående de resterende holdrokeringer på et senere tidspunkt.
Gaming.dk har været heldige at fange det unge talent til en snak om sin kommende fremtid i staterne.
Du er endnu en dansker der sætter kursen mod USA. Hvorfor tror du, at I europæere er så eftertragtede på den amerikanske scene?
Jeg tror ikke, at det er fordi vi er europæere, at vi er attraktive for NA holdene. Jeg tror, det er fordi, NA holdene har brug for visse spillere med en vis spillestil, og det har så været os europæere, som havde den spillestil som de føler, at de har brug for.
Hvordan har du det med dit skifte? Det er jo ikke bare blot holdskifte som du jo har prøvet før, men et helt scene-skifte, som ligeledes kræver, at du flytter til et andet land og blandt nye mennesker?
Jeg ser frem til at leve i USA og lære om deres kultur. Jeg vil altid elske mit eget land, men jeg er åben over for nye oplevelser. Jeg kan virkelig godt lide mine holdkammeraters personligheder, og de vil hjælpe mig med at lære om mit nye hjem.
Jeg har ikke kunne spille med dem, da de er på NA serveren og jeg ville have høj ping derovre, men jeg har snakket med dem på Skype, TeamSpeak og skrevet med dem hist og pist. Team Coasts management har set mig spille et par gange, og da de kom med tilbuddet vidste jeg, at det var den rigtige beslutning for mig, at sige ja til dette tilbud.
Hvad glæder du dig mest til, personligt såvel som professionelt, ved at skulle flytte over atlanten?
Personligt ser jeg frem til at lære om Amerika, og møde de mennesker, som lever der. Jeg har også fået af vide at maden skulle være god derovre! Professionelt er mit eneste mål at arbejde hårdt, bidrage til successen på holdet og kvalificerer os til det næste split i NA LCS og efterfølgende Worlds.
Trods sin unge alder har Santorin allerede gjort sig bemærket på den nationale scene såvel som på den internationale. Hans karriere blev kickstartet da han junglede for Intellectual Playground.
Holdet valgte i januar at gå hvert til sit, hvor Santorin sammen med sin tidligere holdkammerat og LCS-spiller Dan "Godbro" Van Vo formede The Fox Sound, inden han blev hentet til Cloud 9 Eclipse, som ligeledes har gjort sit indtog i Europa.