I midten af næste måned løber NPF#14 af stablen, hvor over 2.200 mennesker igennem weekenden vil slå vejen forbi det jyske Fredericia. På programmet er adskillige turneringer. Heriblandt Counter-Strike: Global Offensive og League of Legends.

I dag er præmiepuljen til Counter-Strike: Global Offensive turneringen blevet offentliggjort. Det er SteelSeries, der også støtter SteelSeries CS: GO Championship Ligaen her på Gaming.dk, der har doneret skejser til præmiepuljen, som får den op på 15.000 danske kroner.

Arrangørerne skriver selv følgende omkring samarbejdet:

SteelSeries er en af de gamle kendinge, der har støttet NPF gennem mange år, og de skuffer ej heller i år! Dermed kan vi med stor glæde annoncere en pengepulje på DKK 15.000 i CS:GO turneringen, samt noget lækkert hardware fra CS:GO linjen. Både SteelSeries og NPF ser frem til nogle rigtig gode kampe, som vil blive streamet af nogen af landets dygtigste castere!

Der vil desuden være mulighed for at købe de sprøde SteelSeries produkter til eventet, hvis enten dit headset eller mus ryger i kampens hede, eller bare trænger til en opgradering!

Hvis du gerne vil følge med i, hvilke hold, der løber med de 15.000 kroner, så er Gaming.dk naturligvis at finde til hele eventen, hvor vi sørger for sprød dækning af de forskellige turneringer, og alle andre ting, der rør på sig til arrangementet.