Kommentar: Forfatterens personlige holdning om et givent emne. Kommentaren har til formål at skabe debat, men er ikke et udtryk for Gaming.dk's holdning.

Jeg har længe haft lyst til (igen) at åbne op for debatten omkring, hvad de utallige udskiftninger på danske mandskaber gør. På det seneste har det set fornuftigt ud, hvilket også gjorde, at jeg faktisk bad Olesen koncentrere sig om at skrive om noget andet i hans kommende klumme (ye, it's coming!).

De sidste to uger har dog fået bægeret til at flyde over, hvorfor jeg nu selv tager bladet fra munden og råber højt til danske spillere og hold, der ændrer holdopstilling i tide og utide: Tag jer nu forhelvede sammen.


(Illustration: Google.)

Organisationer og sponsorer

Scenen består af flere elementer, men overordnet kan vi inddele scenen i tre elementer:

  • Hold og spillere
  • Organisationer og sponsorer
  • LAN events og turneringer

Alle tre lever i en fælles cyklus, hvor den ene ikke kan eksistere uden den anden. Vi har ingen organisationer og sponsorer, hvis der ikke er nogle spillere og hold. Der vil ikke findes events og turneringer, hvis ingen organisationer eller sponsorer støtter op om events. Der vil ikke være hold og spillere, hvis der ingen LAN events eller turneringer er at deltage i.

I denne kommentar (eller klumme om man vil) er det spillerne og herunder holdene, der er i fokus. Hvad gør det ved e-sport agendaen, når der konstant og hele tiden bliver skiftet ud?

Når en organisation støtter op om et mandskab, så er det med formålet at bruge spillerne til at eksponere deres sponsorer. Altså bliver spilleren en rollemodel for organisationen og dennes sponsorer. Der investeres tid og penge i, at spilleren får løn, sendes til events, at hardware bliver sendt til spilleren og at spilleren promovere organisationen såvel som sponsorer over for omverdenen. En udskiftning går altså ikke kun udover holdets niveau, men påvirker også andre faktorer.

Personligt har jeg selv været involveret i flere sponsorater og organisationer i min tid på scenen. Et fåtal af gange er det blevet til længerevarende projekter, der har båret frugt og noget godt med sig. I de fleste tilfælde har det været det modsatte. Tid, kræfter og energi brugt på fem spillere, som har taget det hele for givet.

Kort og godt kan det summeres op til, at organisationer og sponsorer bliver trætte af at bruge tid og kræfter på spillere, når de ikke får noget/nok retur for deres investering.

I League of Legends og i nogle af de store Counter-Strike organisationer er holdene bundet op af kontrakter, der sikrer, at ovenstående ikke sker. At organisationer og sponsorer ikke spilder deres tid samt midler. På den danske scene er det dog et fåtal af personer, der har de privilegier at være bundet op af en (lovlig) kontrakt.

Team Dignitas før Nico (anden fra højre) blev sat af holdet. (Foto: Gaming.dk).

Du må ikke have din kæreste med til events

Udskiftninger vil altid være at finde. Ligesom en fodboldspiller skifter fra Real Madrid til Barcelona, ligeså sikkert er det at spillere fra Danmarks 2. bedste hold i et givent spil skifter til Danmarks bedste hold. Dét er der som sådan ikke noget galt i. Udskiftninger er helt ok - så længe de er begrundede og gennemtænkte.

Underoverskriften til dette område omhandler, at Nicolaj "Nico" Jensen (nr. 4 fra venstre på billedet) blev skiftet ud af det nuværende Team Dignitas mandskab, fordi Nicos kæreste var et forstyrrende element. Vi har aldrig fået hele historie, men selv har jeg observeret Nico sammen med kæresten til events, hvilket ikke just kan siges at have påvirket hans ingame niveau.

Udskiftningen med det forstyrrende grundlag var for mig at se meget underlig. Mon ikke at man ved hjælp af kommunikation og nogle fælles aftaler kunne sikre, at alle på holdet var glade - og at Nicos dame fortsat måtte deltage? Jo, det burde bestemt være muligt! (Især set i lyset af, at Peter "dupreeh" Rasmussen (længst til venstre) havde sin kæreste med til Copenhagen Games).

Og det er vel i bund og grund, hvad det hele handler om: Kommunikation. Det er ofte, at hold indbyrdes bliver uenige om et område, og i stedet for at gå ind og ligge tid i at løse problemet, så vælges den nemme vej. "Du er kicked". "Vi lukker". "Jeg leaver". Ja, sågar har vi hørt utallige spillere "gå på pension" for så et par ugere senere at være aktive igen.

Nuvist, det er stadig en hobby for mange, men ønsker vi, at det skal blive til mere end det? Ønsker vi samme forhold, som at Christiano Ronaldo må have Irina Shayk med på stadion, så skal den generelle tendens til at tage den nemme vej i stedet for at arbejde på problemerne - den mentalitet skal ændres!

e-sport udvikler sig stadigvæk

League of Legends er for længst blevet anerkendt. e-sportens svar på fodbold, nu vi har været ved den sammenligning før. Der er kontrakter, der er en fast tidsramme for LCS. Der kan skiftes ud i transferperioder. Det er muligt at komme fra ingenting og kvalificere sig samt konkurrere blandt de bedste i verden.

Det sidste arbejder vi selv med her på Gaming.dk. Ligaerne i hhv. CS:GO og LoL ligger op til, at et mandskab skal igennem den svageste division, før de kan spille med og mod de bedste. Hoveddelen af holdet skal blive sammen, så de kan beholde deres spot.

Det har så småt givet mere stabilitet, men der er stadig lang vej, før vi er på højde med LCS (dertil kommer vi nok aldrig, men vi kan vel drømme). En ting, som vi tilgengæld er sikre på, er, at sponsorer og andre e-sport aktører rynker på næsen over, når der forekommer udskitninger og rykning af opgør.

Hvordan skulle DanskeSpil f.eks. sætte odds på ligaen, når de ikke kan være sikre på, at holdene spiller? Her kunne der argumenteres for, at reglerne blev strammet yderligere, og at en fastsat kamp skulle spilles på det givne tidspunkt. Uden mulighed for at rykke opgøret.

Det er dog ikke muligt, da størstedelen af Danmarks spillere stadig er på hobbystadiet og/eller agerer som sådan. Ønskes et mere seriøst niveau, kan jeg kun anbefale, at hold i stedet for at tage to skridt frem og ét tilbage i stedet tager tre skridt frem og fortsætter udviklingen.

Tænk jer om en ekstra gang

Alt jeg ønsker, det er stabilitet. At vi ikke roder rundt som i år 2011 med et utal af udskiftninger til højre og venstre. At the cajunb effect var en døgnflue og ikke sker igen. Fortsat fremgang, som vi har oplevet de sidste mange år.

Med mere stabilitet vil vi ikke blot få en stærkere scene nationalt og internationalt. Det vil blive muligt at nærme sig et mere professionelt stadie, hvor det ikke kun er de bedste hold og spillere, der får kroner og ører for de mange timer lagt i den virtuelle verden.

Og det kunne være en succes, der var værd at berette om.

Så jeg beder jer, vil I ikke tage jer sammen og tænke jer om en ekstra gang? Ikke bare for egen vindings skyld, men for scenen som helhed.