Reason Gamings danskbesatte League of Legends-hold har valgt at gå hvert til sit. Deres veje skilles nu efter en stribe utilfredsstillende resultater i løbet af den sidste måned, der blandt andet tæller en fejlslagen kvalifikation til næste splits Challenger Series.
Det nu tidligere RG-mandskab så ud som følger:
- Mauno "beansu" Tälli (Top)
- Jonas "Trashy" Andersen (Jungle)
- Chres "Sencux" Laursen (Mid)
- Kristoffer "Krislund" Pedersen (ADC)
- Laurent "BarneyD" Baiverlin (Support)
Holdets nu tidligere ADC, Kristoffer "Krislund" Pedersen, forklarer bruddet med manglende motivation blandt flere spillere, hvorfor det ikke længere kunne fungere blandt de fem spillere, der alle har en solid baggrund på League of Legends-scenen.
Holdet trådte tidligere på måneden ind på DSRACK i København med triste miner malet over deres trætte ansigter. De var netop hjemvendt fra Köln, hvor de havde lidt nederlag til Ninjas in Pyjamas i kampen om at ende i Challenger Series i næste split; Et mål, som de sammen har kæmpet for de sidste fire måneder, men som de sammen så smuldre i det tyske.
Holdet valgte efterfølgende at tage en uges bootcamp på internetcaféen, hvor de forsøgte at finpudse teknikken inden Copenhagen Games, hvor de var blevet spået til at ende i toppen. I semifinalerne rendte de panderne mod Cloud 9 Eclipse og måtte dermed indse, at eventen enten bød på en tredje- eller fjerdeplads, hvoraf de endte på sidstnævnte efter nederlag til Counter Counter Clockwise.
Holdet joinede i januar Reason Gaming efter at have forladt Tricked eSport. Om spillerne fremtidigt vil være at finde på scenen under andre faner, må tiden vise.