Blandt højråbende CS:GO-spillere og intense teamfights i Summoners Rift, blev der i går afholdt en FIFA-turnering ved Copenhagen Games. Umiddelbart er det ikke den turnering som har høstet mest opmærksomhed, men alligevel var godt 60 ivrige konsolkrigere mødt op.
Turneringen blev afholdt på XBOX, hvilket skød mange af de deltagende ud på dybt vand, da der sædvanligvis kæmpes på Playstation i stuerne. Alligevel tiltrak det danske event FIFA-spillere fra Tyskland, Sverige og Rusland, der alle kom med et håb om at kunne trække en bid af præmiepuljen på 10.000 DKK med hjem.
Det blev dog til svenske jubelscener da Stoldie kørte sejren i hus imod danske Anders "Mrsuit" Bollerup, som om to måneder drager til Brasiliens varme himmelstrøg. Her skal han skal kæmpe om VM-medajler med sambarytmer i ryggen og med udsigten til VM i fodbold i horisonten. Ved verdensmesterskaberne deltager også en anden dansker, nemlig turneringens 3. plads, August "Agge" Rosenmeier, der indtil for nyligt har været i stald hos Copenhagen Wolves og som de sidste tre år har kunnet bryste sig af at være Danmarks bedste.
Der kæmpes fortsat hårdt for at udvikle den danske FIFA-scene, der lider under hårde odds fra både MOBA og FPS-spil, men turneringen ved Copenhagen Games viste sig at være en international succes.