Så er sidste kamp ved EMS One Katowice blevet spillet. Arrangørerne kan pakke sammen og se frem mod deres næste event. Igennem denne weekend har der været Counter-Strike: Global Offensive på programmet, hvor verdens 16 absolut bedste Counter-Strike: Global Offensive-mandskaber har været samlet i Polen - heriblandt flere danske.
EMS One Katowice var 2014's første rigtig store event, og hold op hvor var der også spænding i mange af kampene. Ja, der var såmænd masser af tætte kampe fra første kampfløjt og kontinuerligt igennem hele turneringen.
Den samlede præmiesum var på over en million danske kroner, som de i alt 16 Counter-Strike: Global Offensive-hold jagtede. Heriblandt var der hele tre danske hold, mens der ligeledes var en enkelt dansk spiller, som deltog ved eventen med et internationalt hold.
Den fulde deltagerliste:
- dignitas
- Reason Gaming
- 3DMAX
- Ninjas in Pyjamas
- fnatic
- LGB eSports
- Titan eSports
- LDLC.com
- Clan-Mystik
- Natus Vincere
- HellRaisers
- iBUYPOWER
- compLexity
- Virtus.pro
- Vox Eminor
- mousesports
Som det kan ses på ovenstående liste, var der lagt i kakkelovnen til en actionpræget weekend, når blandt andre Ninjas in Pyjamas, Titan eSports og selvfølgelig de danske mandskaber gæstede Polen. Især et af de danske hold gjorde det godt.
3DMAX og Reason Gaming mulehår fra videre avancement
Det var henholdsvis 3DMAX og Ninjas in Pyjamas, der fik lov til at skyde eventen i gang i fredags, da de - sammen med Titan eSport og mousesports - havde deres første kamp. Man kunne dog ikke ligefrem sige, at 3DMAX fik den start, som de havde ønsket sig.
At møde et så stærkt hold som Ninjas in Pyjamas i første runde er aldrig sjovt, og det måtte de danske talenter hurtigt erfare. Det var ærlig talt en øv-oplevelse som dansker, da Ninjas in Pyjamas uhindret gik hen og vandt 16 - 05.
I næste kamp var det så det ukendte australske mandskab, Vox Eminor, der stod for tur. Her var det et helt andet 3DMAX-mandskab, som vi fik at se. Geværene var skruet rigtig sammen, og man kunne tydeligt se, at de havde i sinde at sikre sig videre avancement til slutspillet. Opgøret endte med en stensikker 16 - 07 sejr.
I kampen om alt eller intet var det så Team LDLC, der ventede. Mappet var de_inferno, og 3DMAX så rigtig godt ud. Desværre gjorde blandt andre Dan "apEX" Madesclaire fra det franske hold det rigtig surt for 3DMAX, som havde alle muligheder for at vinde kampen. Desværre gik det dog ikke de danske drenges vej, og kampen endte med at munde ud i en sejr til Team LDLC.
3DMAX' resultater ved EMS One:
- 05 - 16 Ninjas in Pyjamas
- 16 - 07 Vox Eminor
- 13 - 16 Team LDLC
Hvis vi ser på et af de andre danske hold, Reason Gaming, var de også afsindig tæt på at sikre sig videre avancement fra gruppe C. Her havde de følgeskab af fnatic, iBUYPOWER og landsmændene fra dignitas.
Første kamp for danske Reason Gaming var mod de tidligere Dreamhack-vindere, fnatic. Forud for opgøret havde de fleste nok forudset sidstnævnte som vinder-kandidat, men de kom på andre tanker. En af holdets ny-erhvervede, Michael "Friis" Jørgensen, havde nemlig i sinde at gøre det rigtig surt for fnatic.
Reason Gaming startede ud med at overraske i en flot 16 - 12 sejr over fnatic, hvilket blev efterfulgt af et nederlag til landsmændende fra dignitas
Herefter fik fnatic så igen muligheden for at vinde over Reason Gaming, eftersom de to hold mødtes i en knald eller fald kamp. Desværre var Reason Gaming ikke i stand til at vinde igen, hvilket sendte dem ud af turneringen med en 3. plads i bagagen, mens dignitas derimod kom helskindet igennem på førstepladsen.
Reason Gamings resultater ved EMS One:
- 16 - 12 fnatic
- 08 - 16 dignitas
- 06 - 16 fnatic
Det lykkedes altså hverken Reason Gaming eller 3DMAX at avancere sig videre til slutspillet. mousesports, som har danske Casper "cadiaN" Møller i spidsen, havde heller ikke just en særlig prangende event. Det blev nemlig ikke til en eneste sejr i deres to kampe.
dignitas leverede og overraskede alle
Selvom Reason Gaming og 3DMAX ikke formåede at kvalificere sig videre til slutspillet, var det en helt anden sag med dignitas. Danmarks absolut bedste Counter-Strike: Global Offensive-mandskab smadrede deres modstandere fuldstændig i de første to kampe.
Det første hold, der fik besøg af de velspillende danske drenge, var iBUYPOWER. Det amerikanske hold var lidt en bejler, og det var svært at bedømme, hvor de helt præcis skulle placeres - niveaumæssigt - og man kan roligt sige, at de ikke fik en optimal start på deres EMS One Katowice.
Et godt kørende dignitas hold vandt nemlig uden problemer 16 - 08 over de amerikanske drenge og fortsatte det flotte spil mod Reason Gaming, da de mødtes i kamp nummer to. Her kom Reason Gaming aldrig rigtig i gang, og de måtte tage til takke med et 08 - 16 nederlag.
To sejre ud af to mulige sikrede dignitas en plads videre i turneringen. I kvartfinalen ventede HellRaisers, som danske dignitas også havde fornøjelsen af ved Electronic Sport World Cup 2013. Heldigvis gik det dog bedre for dem denne gang, eftersom de vandt stensikkert 2 - 0.
I semifinalen ventede Ninjas in Pyjamas så, hvilket ikke rigtig var en fed oplevelse som dansker. Selvom dignitas havde set uhyrlig stærke ud i de første par kampe, så fik de ikke et eneste ben til jorden. Kampen endte 2 - 0 i svenskernes favør, hvilket betyder, at dignitas må tage til takke med en 3.-4. plads.
dignitas' resultater ved EMS One:
- 16 - 08 iBUYPOWER
- 16 - 08 Reason Gaming
- 02 - 00 HellRaiser
- 00 - 02 Ninjas in Pyjamas
De i alt 16 hold sluttede på følgende måde ved EMS One Katowice:
3. - 4. LGB eSport ~ 115.000 danske kroner.
5. - 8. HellRaisers ~ 50.000 danske kroner.
5. - 8. Team LDLC.com ~ 50.000 danske kroner.
5. - 8. fnatic ~ 50.000 danske kroner.
9. - 12. Clan-Mystik~ 11.000 danske kroner.
9. - 12. 3DMAX ~ 11.000 danske kroner.
9. - 12. Reason Gaming~ 11.000 danske kroner.
13. -16. Vox Eminor ~ 11.000 danske kroner.
13. -16. iBUYPOWER ~ 11.000 danske kroner.
13. - 16. mousesports ~ 11.000 danske kroner.
13. - 16. Natus Vincere ~ 11.000 danske kroner.
En ting står klart efter EMS One Katowice: Danmark begynder for alvor at ramme toppen af international Counter-Strike: Global Offensive. Holdene kan vende tilbage til træningslejren og få finpudset de ting, der skal ændres, inden det går løs igen.
Counter-Strike: Global Offensive ramte nye højder angående seertal
Det var den første rigtige store turnering i 2014 og hold op for en fed måde at skyde året i gang. Der var gennem hele weekenden rigtig mange, der var et smut forbi streamen, men det gik da helt amok i finalen, da Ninjas in Pyjamas og Virtus.pro mødtes.
På den officielle stream var der over 150.000, der så med. Hvis man gik ind i Counter-Strike: Global Offensive og så GOTV-antallet, så lå det på over 200.000 igennem hele finalen. Der skal vist ikke mere til at bevise, at 2014 absolut bliver det bedste år for Counter-Strike: Global Offensive.