Frem med popcornene!

Mens vi venter på, at The Wolves Are Coming bliver udgivet, varmer vi op her på Gaming.dk med et tilbageblik på de danske e-sportsdokumentarer, der har været gennem tiden.

Det er 12 år siden den første danske e-sportsdokumentar blev lavet. Dengang var det Danmarks Radio, der stod bag den næsten 30 minutter lange dokumentar, hvor man kunne følge Spirit of Amiga - et af de mest legendariske hold i dansk Counter-Strikes historie - til CPL i Dallas. Til sammenligning bliver The Wolves Are Coming omkring 60 minutter lang, så glæd dig.

Dengang var CPL det absolut største event man kunne deltage i.

Ebbe "Bitch" Sønderskov er frontfiguren i dokumentaren, hvor man ser ham forsøge at styre det danske mandskab til tops via sine taktiske evner. Han har følgeskab af sin bror, Uffe "NituZ" Sønderskov, og resten af SoA mandskabet.

Endvidere deltager holdets manager, Kim "rom" Rom, som er en af skaberne af XplayN.com og som sidenhen har bedrevet tiden hos SteelSeries i en del år efterhånden. CPLs skaber, Angel Munoz titter også hovedet frem hist og pist i dokumentaren.