IEM Rio Majorens sidste hold til slutspillet blev fundet i går. Her sikrede MOUZ, Na'Vi og Spirit sig de tre sidste pladser. Brackets til kvartfinalerne er allerede også afgjort, og vi starter ud med følgende kampe:
Torsdag den 10. november
- 18:00 - fnatic vs. Outsiders
- 21:30 - MOUZ vs. Cloud9
Fredag den 11. november
- 18:00 - Heroic vs. Spirit
- 21:30: - FURIA vs. Na'Vi
Her er der syv danskere fordelt på to hold, da Heroic huser fem, mens fnatic har roeJ og nicodoz på holdkortet. De to hold befinder sig samtidig i hver sin ende af brackets, og derfor forhøjer det chancerne for, at se danskere i finalen.
Spørgsmålet er dog, om danskerne overhovedet har en chance mod de andre tophold, da vi heriblandt har hold, som virkelig har imponeret ved at sikre sig en plads i slutspillet med en Swiss-score på 3-0. Samtidig er der især ét hold, som skiller sig ud som de generelle favoritter, da de tidligere har været anset som verdens bedste hold.
Na'Vi er favoritter - men de bliver udfordret fra start
s1mple og kompagni sikrede sig en plads i slutspillet i går efter en forventet 2-0 sejr over BIG. De anses også som en af de største favoritter til at vinde Majoren, men deres kvartfinaleopgør kunne ikke være værre for dem. De tager nemlig kampen op mod hjemmeholdet, FURIA, som viste absolut viljestyrke i gruppespillet med en 3-0 Swiss-score. Samtidig har FURIA ikke tabt et eneste map endnu, så hvis de holder niveauet på fredag, mens de har en stærk hjemmebanefordel, så kan KSCERATO og resten af FURIA sagtens gå videre til semifinalerne frem for Na'Vi.
Cloud9 forventes at gå videre til finalen
Na'Vi, FURIA, Heroic og Spirit er på den ene side af brackets i slutspillet, hvor vi stærkt forventer, at en af de tre førstnævnte går videre til finalen. På den anden side af brackets har vi derfor MOUZ, Outsiders, fnatic og Cloud9, og her er Cloud9 de største favoritter til at gå hele vejen. Cloud9 leverede også en imponerende performance i gruppespillet, hvor de ligesom FURIA sluttede med en 3-0 Swiss-score. Samtidig tabte de ikke et eneste map på trods af, at de spillede mod FaZe, Na'Vi og Heroic.
Har Heroic en chance?
Heroic starter slutspillet mod Spirit, og her er der stærke forventninger til, at danskerne går videre til semifinalerne, hvor de enten møder Na'Vi eller FURIA, som begge er stærke modstandere for Heroic. Heroic er kendte for, at deres kampe ender tæt, og det kan godt komme til fordel mod Na'Vi, som har en tendens til at tabe tætte opgør. Samtidig har FURIA en stærk hjemmebanefordel i form af flere tusinder tilskuere, som godt kan gøre det svært for modstanderne at fokusere. Der er samtidig mulighed for, at Heroic får tilskuerne bag sig, hvis Na'Vi ender med at sende FURIA hjem. Heroic's chancer for at gå videre til finalen er derfor bedst hvis, at de møder Na'Vi i semifinalen. Men først og fremmest skal danskerne besejre Spirit i kvartfinalen.
Majoren færdigspilles den 13. november, og den samlede præmiepulje til Majoren er på hele 9,5 millioner kroner, hvor vinderholdet sikrer sig 3,8 millioner kroner.