I denne sidste artikel, afslutter vi det hele, får opsumeret alt vi har været igennem, skudt lidt efter esportsverdenen, bl.a. dust2, Esport Danmark og lign. Sidst men ikke mindst slutter vi af med: “Hvad skal Laust så nu?” - Det er værd at læse :)

Inflation, tidspres og alt muligt andet. Ja verden er ikke som den var engang, det er ikke mange Tinka-huer eller dyrekort vi klager over længere. Hvorom alting er, så bliver dette sidste artikel i denne serie og i det kommende stykke tid. Mange brancher er pressede, også denne, derfor må vi sætte projektet lidt på pause.

Det ændrer heldigvis ikke på, at vi stadig skal have svaret på det sidste spørgsmål for nu. Det er dog langt fra det sidste I hører til mig.

Artiklen bliver egentlig en form for opsamling, for hvorfor skal vi overhovedet have esport i folkeskolen som et reelt fag? Og hvad skal jeg så lave nu?

Som I alle ved, så er esport stadig en ting, der både deler vandene, men også i ligeså høj grad samler mennesker. Dertil er jeg blevet spurgt: “Hvorfor synes du, at esport skal være et reelt fag i folkeskolen? Andre sportsgrene, igennem tiden, er jo ikke blevet til fag, der undervises i - så hvorfor lige esport?” - den skulle jeg faktisk lige gruble lidt over.

Det har jeg så gjort nu. Der hvor jeg ser en af de helt store faktorer, er blandt andet ved popularitet. Ja det kom jeg faktisk til at skrive og det er jeg helt vildt træt af. For hvis der er noget jeg har brokket mig over, så er det at lave esport bare fordi man kan. Det sælger jo sig selv. Jeg har dog en pointe, der er meget vigtigt at få frem i lyset.

Når vi har noget der er så vildt populært, som esport og gaming er, med de muligheder jeg efterhånden har brugt nogle måneder på at skitsere, så må man ikke bare lade det stå til. Det danske samfund er et såkaldt videnssamfund. Det betyder at det vi kommer til at skulle leve af, er vores viden, frem for eksempelvis produktion af vare til hele verden.

Vi danskere skal ud i verden og gøre mennesker klogere end de allerede er, dele vores erfaringer, forskning m.m. Og lige netop derfor bør esport være et skolefag. Hvis man bruger esporten som fag, giver eleverne muligheden for at trives, blive dygtige til at kommunikere, samarbejde, engelsk, IT osv. så står disse unge mennesker, der skal forme vores fremtidige samfund, rigtig stærkt.

Denne pointe tænker jeg ikke andre sportsgrene har haft, i hvert fald ikke på samme måde eller i samme omfang.

For at vende tilbage til populariteten, så er det også vigtigt for mig at understrege, at netop fordi vi har en platform der er så enorm, som esport og gaming heldigvis er blevet, så synes jeg netop også, at det er skolernes og uddannelsernes ansvar at tage den til sig, så de kan være medskabere af en god kultur omkring netop dette. Her antager jeg, at hele den digitale verden er noget af det største vi har haft, hvor computerspillet er en enorm stor del af det.

Det er naturligvis ikke udelukkende et ansvar for skoler og uddannelser. Ansvaret ligger i endnu højere grad hos familien Danmark, der skal forme og skabe en god kultur. Samarbejdet mellem os alle, skole, uddannelse, forældre, klubber, foreninger, organisationer osv. skal sammen gribe faklen.

Hvis man er lidt kæk og prøver at kigge lidt mere globalt, så tænker jeg at internettet, sådan rent historisk, har haft, og stadig har en stor påvirkning for vores samfund og vores verden. men hvilken påvirknikg og med hvilket enormt potentiale.

Hele det digitale-dannelsesaspekt, som oftest bliver bragt op, bliver næppe mindre de kommende år på trods af krig og anden idioti. Der mener jeg, at esport også har en kæmpe rolle, da sprogbruget i esport trænger til en gevaldig opgradering. Jeg tror på, at vi der står med ansvaret, har en kæmpe opgave foran os. Dog er det en opgave, som jeg synes er fantastisk at stå med.

21. century skills

Hvis I har mødt mig eller set mig stå foran en forsamling og tale om esport, så har I helt sikkert set den her overskrift før. Kort fortalt er 21. century skills, et estimat af, hvad der er det vigtigste på det fremtidige arbejdsmarked. Disse er gennemgået i tidligere artikler og bliver bakket op af andre fremtidsforskere og lignende kloge hoveder. Evnen til at samarbejde er det absolut vigtigste for at kunne begå sig i vores fremtidige verden. Derfor synes jeg esport skal være på skoleskemaet.

Hvor står esporten så i dag?

Min klare overbevisning er at esporten er enormt splittet og stadig står ved en skillevej på lidt forskellige parametre. Jeg har ikke berørt hele forenings og den semiprofessionelle scene, som stadig er støt stigende. Det er i hvert fald mit indtryk. Dér ser jeg et ret stort problem og det bliver kun større og større. Der mangler et samlingspunkt, i stedet for at splittelsen og det vilde vesten kun bliver vildere.

Hvilket samlingspunkt tænker jeg så på? Jeg tænker på et forbund. Ja der kom lige et angreb på Esport Danmark. Ja både og. Jeg har sådan set et rigtigt godt forhold til dem jeg kender i Esport Danmark og har haft rigtigt gode snakke med dem. De har givet mig mange fine muligheder for at komme ud og lege klog på esport. Det samme gælder de DGI-folk jeg kender og møder.

Det jeg savner, det er et forbund der er ejere af, samt styrer turneringen. Jeg synes der er et KÆMPE problem i, at der er en million turneringer, styret af private eller af DGI, som enten tjener kassen, eller ikke kan hænge sammen.

Turneringer hvor formålet er forskelligt og der generelt både afviger enormt fra hinanden og samtidig er ens. Derudover er der et kæmpe spring i kvaliteten, men lad nu det ligge denne gang. Det er generelt et totalt mudret gang gøjemøg den danske scene har gang i.

Jeg savner så meget, ligesom i alle andre sportsgrene jeg kender og har været en del af, et forbund der går forrest i at skabe en turneringsstruktur for alle. Få samlet alle stumperne, dust2, esportligaen, metalligaen og hvad der ellers er derude. Få samlet det hele under ét tag, med én samlet ledelse. Så der er én ledelse vi allesammen kan brokke os over, som vi danskere bedst kan lide det. - sker det nogensinde? Næppe.

Desværre fristes jeg til at sige. Jeg tror at vi er på et punkt, hvor der går mange år,før vi får en samlet turnering. Dette skyldes blandt andet at der er nogle pengemænd bag, traditioner og et forbund, der som udgangspunkt ikke tager kampen op, osv. osv. - dette er blot min holdning, og mit perspektiv Alt sammen noget jeg synes er rigtig synd for esporten som sport og for alle turneringerne, ungerne, foreningerne og resten. For hvilken turnering skal man deltage I? Hvilken har mest prestige, hvordan med niveau og alt andet i den boldgade. Æv!

Hvor står esporten så henne, der hvor jeg bruger mest af min tid, altså i skole og uddannelse? Tjoooh, her skal jeg forsøge at fatte mig i korthed. Jeg tror sådan set esport står et rigtigt fint sted, vi har dog et par problemstillinger:

Pris.

Anerkendelse.

Uddannelse.

For at tage den nemme og hurtige først. Esport er dyrt. Det behøver vi ikke bruge meget mere tid på. Det er de færreste grundskoler der har råd til 20 computere med det hele. Oftest er det foreningerne der her kommer dem til undsætning, og mange tak for det!

På anerkendelses-fronten er der stadig meget arbejde forude. Her forsøger jeg alt hvad remmer og tøj kan holde, og de ekstra kilo på sidebenene det koster, at få anerkendt og ikke mindst udbredt, hvad det her rent faktisk kan. Noget mere forskningsbaseret evidens ville naturligvis også gavne, men jeg håber at denne lille artikelserie og alt andet jeg laver, kan være med til netop dette. Min største drøm er, at de skoler og uddannelser der vælger esport fra, vælger det fra, på et oplyst grundlag. At de accepterer alle de gevinster og muligheder esport kan have, men tænker at det ikke er noget for dem alligevel. Dette kræver naturligvis at man gør det “rigtigt”.

Det blev lige til en lækker overgang til sidste punkt. Uddannelse. Se her er der jo endnu en artikel i sig selv. Så jeg skal nok gøre det så kort som jeg kan. Så vi slår det lige sammen med den sidste del. For hvad skal jeg så bruge min tid på nu?

Hvad skal jeg så bruge min tid på nu?

Keywordet før var uddannelse. Hvad har det så med min fremtid at gøre? Jo det er så ganske simpelt. Jeg kaster mig nemlig ud som iværksætter. Som i alt andet jeg laver, så gør jeg det fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes det mangler. For 5-6 år siden skrev jeg en bog ved navn “eSport - en undervisningshåndbog i CS:GO og LoL”. Er jeg stolt af den? Nope. Hvorfor ikke? - for hold da magle den er skrevet på et tyndt grundlag. Når det så er sagt, så har bogen virkelig givet mig en fantastisk mængde muligheder, men det som den bog gjorde mest, det var at den ikke var der. Den var der nemlig ikke da jeg havde brug for den.

Derfor kom spørgsmålet til mig for ca. ét år siden: “hvad mangler der så nu?”. Svaret blev: uddannelse eller efteruddannelse.
Der hvor jeg står nu i min karriere, er et sted hvor jeg har flere års erfaring med undervisning og nu er blevet fast træner også. Sammenlagt fuldtid. Derudover har jeg taget en PD i vejledning ved Læreruddannelsen i Jelling.

Det jeg mangler, er et kritisk, men kompetent kig på min træning/uddannelse, mig som træner eller lærer og en mulighed for at dyrke “træningsnørderi”. Jeg savner at finde folk, der har stået i gamet længe, som også elsker at træne og undervise, men ikke er færdig med at udvikle sig som træner eller underviser. Så gik det op for mig, at det var der ikke nogen der gjorde. Derefter kom tanken: “men Laust, det er jo det du har en PD i”. Lidt frækt sagt, så kan man ikke blive lærer uden at jeg har godkendt det ;)

Med det blev tanken født. Så nu er vi et team, der har brugt godt et år, på at tage hele min læreruddannelse igen og fundet og genlæst teorien jeg bruger i min hverdag. Derefter gennemgik jeg hele mit pensum som vejleder, og udvalgte de teorier og undervisningsmetoder, som jeg fandt, relevante. I bund og grund en god blanding af de kompetencer jeg mener at besider.

Alt dette har taget oceaner af tid, men mest af alt er jeg så monster stolt af produktet. Så det er der kommet en workshop/uddannelsesvirksomhed ud af, der ser dagens lys i næste uge. Jeg håber og tror på, at vi kan komme derud på et markedet, hvor der umiddelbart ikke er meget konkurrence. Det er DGI der sidder mest på den lige nu. De henvender sig mest til nye trænere, det gør vi sådan set også, men endnu mere til folk der gerne vil blive bedre og ikke mindst tør sætte sig selv i spil.

Derudover har jeg et samarbejde med Stén Knuth fra Venstre, der i samarbejde med mig og mange andre i esports-Danmark, forsøger at give et billede af, hvordan esport ser ud. Som jeg forstår det på Stén, så er det hans drøm at skabe en dansk esportsstrategi inde fra Christiansborg.

Og nej, jeg stemmer ikke selv venstre eller tænker at det partipolitiske har ret meget at sige her.

Tak for denne gang.

Puha. Den her sidste del, ja den er faktisk ikke nem for mig og det kommer bag på mig. Først og fremmest vil jeg sige tak til gaming.dk for at give mig muligehden for at ytre mig og få totalt frit spil til at skrive lige det jeg har haft lyst til. Det har været så absurd fedt! Jeg har stadig meget mere på hjerte end hvad vi nåede her, men meget af det er ikke noget man kan læse sig til. Jeg er stolt af serien og glad for at den nu er foreviget i cyberspace. Tak!

Når det så er sagt, så er jeg ikke mindst mere beæret over den feedback og udelukkende positive eller konstruktive kommentarer og tilkendegivelser der har været på mit arbejde. Det har været så fedt, at folk har været engageret og ville drøfte mine holdninger og synspunkter, på en saglig og spændende måde. Også dem hvor vi er uenige.

Helt vildt mange, mange tak! Håber vi ses i den virkelige verden en dag!

Ha’ det pænt!

Mvh. Laust N. K. Maarbjerg.