Astralis har netop færdigspillet deres første kampe i Gruppe C i ESL Pro League Season 16. Her var de favoritterne til at vinde opgøret mod Complexity, men desværre måtte danskerne se sig slået 1-2.
Kampen blev igangsat på Inferno, hvor Astralis kom godt fra start med en 10-5 føring på CT-siden. Complexity skød tilbage i anden halvleg, men til sidst sikrede danskerne sig mappet 16-9, hvor blameF sluttede mappet med en score på 27-11.
Dernæst skulle der spilles på Nuke, hvor Astralis endnu engang kom foran i første halvleg, da de på T-siden sikrede sig 9 runder. Complexity havde dog på ingen måder givet op, og selvom Astralis var tæt på at lukke mappet, fik Complexity skubbet det ud i tre gange overtid, hvor Complexity sejrede 25-23.
Kampen skulle derfor afgøres på Dust2, og her blev det til en tættere stilling ved halvleg, hvor Astralis kom foran 8-7 på CT-siden. Complexity tog dog føringen fra Astralis, og til sidst måtte danskerne også se sig slået, da Complexity lukkede Dust2 16-11 samt kampen 2-1.
Astralis taber dermed deres åbningskamp i ESL Pro League Season 16 til Complexity. Deres næste opgør i turneringen er i morgen, hvor de skal dyste mod MOUZ.
Dagens sidste opgør er mellem ENCE og HEET, hvor førstnævnte hold huser valde og Snappi. Kampen streames live på ESLs Twitch, som du finder ved at klikke her.