I går blev gruppe B i ESL Pro League Season 16 færdigspillet. Her sikrede HooXi og resten af G2 sig gruppens førsteplads med en 2-0 sejr over Outsiders, mens karrigan’s FaZe besejrede BIG, og de ender dermed på en andenplads.

Afgjort i overtid

G2’s opgør mod Outsiders blev igangsat på Inferno, hvor G2 virkelig viste tænder fra start. Her blev det til en stærk 13-2 føring på CT-siden, og kort efter anden halvleg startede, lukkede HooXi og kompagni mappet 16-2.

Dernæst skulle der spilles på Ancient, hvor det var Outsiders’ tur til, at starte på CT-siden. En 12-3 føring til det russiske hold betød, at kampen var få runder fra at skulle ud på det tredje map. NiKo og m0NESY havde dog andre planer, da de sammen med resten af G2 fik presset Ancient ud i overtid, og her lukkede de mappet 19-16 samt kampen 2-0.

Tæt affære på to maps

Kampen mellem FaZe og BIG startede på Dust2, og selvom BIG kom foran med en 9-6 føring ved halvleg, fandt karrigan de smarte taktikker frem på T-siden, som gjorde, at FaZe endte med at vinde Dust2 16-11.

Nuke var det andet map i opgøret, og endnu engang var BIG det bedre hold ved halvleg, da de kom foran 9-6 igen. Føringen mistede de dog hurtige til karrigan og kompagni, da de skød tilbage i anden halvleg og lukkede Nuke 16-11 samt kampen 2-0.

G2 slutter dermed gruppen som nummer 1 efter at have vundet alle deres kampe, mens FaZe lander på en andenplads. G2 er derfor direkte videre til kvartfinalerne, hvorimod FaZe skal dyste i et opgør om en af de sidste kvartfinalepladser inden da.

Astralis, Heroic og ENCE på storskærmen

På onsdag igangsættes gruppe C i ESL Pro League Season 16, og her er der i den grad også meget at se frem til. Gruppen består blandt andet af Astralis, Heroic samt ENCE med valde og Snappi. Gruppens første kamp igangsættes onsdag klokken 12:30, hvor Heroic og Mouz støder sammen. Vi vil inden da bringe jer en artikel med et overblik over de essentielle informationer om gruppens kampe.

Til ESL Pro League Season 16 deltager hele 24 hold. De kæmper om en samlet præmiepulje på 6,2 millioner kroner. For hver kamp et hold vinder, sikrer de sig 37.000 kroner. Udover pengepræmier sikrer vinderholdet sig deltagelse i BLAST Premier World Final 2022 og IEM Katowice 2023. Pengepræmierne fordeles som følger:

  • 1. plads: ≈ 1,3 millioner kr.
  • 2. plads: ≈ 520.000 kr.
  • 3.-4. plads: ≈ 260.000 kr. (≈ 520.000 kr. samlet)
  • 5.-8. plads: ≈ 130.000 kr. (≈ 520.000 kr. samlet)
  • 9.-12. plads: ≈ 89.000 kr. (≈ 356.500 kr. samlet)
  • 13.-16. plads: ≈ 67.000 kr. (≈ 267.500 kr. samlet)
  • 17.-20. plads: ≈ 55.500 kr. (≈ 223.000 kr. samlet)
  • 21.-24. plads: ≈ 44.500 kr. (≈ 178.000 kr. samlet)

Kampene kan følges live på ESLs Twitch, som du finder ved at klikke her.