Så er det vidst også på tide at jeg får svaret på det spørgsmål jeg kastede op i luften sidste gang. Der er ikke lige blevet skrevet så meget fra min hånd, da jeg har haft travlt med at starte mit på mit nye arbejde hos HF og VUC FYN med deres Esports-linje. Derudover har jeg selv et større esportsprojekt på tapetet, som meget gerne skulle gå i luften i denne måned.

Jeg er i samme ombæring nødt til endelig at kaste et blik på diskussionen omkring forskellen mellem en trænere og en underviser.

Vi starter i et totalt splittet klasserum.

Undervisningsdifferentiering, niveauforskelle i virkeligheden og Cooperative learning.

Nu står vi her endelig, vi har nogle elever eller unge mennesker der er fuld af energi, gåpåmod og ikke mindst holdninger til CS:GO. Samtidig har vi også en flok der bare gerne vil være med og måske ikke rørt CS:GO ret meget og alt derimellem. Hvad gør vi?

Jeg har ikke nødvendigvis den gyldne løsning, men jeg har nogle erfaringer jeg vil påstå fungerer rigtig godt. Cooperative learning er et begreb vi skal kigge lidt på, herfra kaldet COOP.

COOP er en struktur og undervisningsmetode, der som så mange andre deler vandene, men der efter min mening har gang på jord. Alt efter perspektivet og den situation man står i. I alt sin enkelthed handler det om at blande en gruppe med minimum 3 forskellige niveauer i det emne vi har med at gøre. I dette tilfælde lave et hold med én eller flere der er dygtige til cs:go - én eller flere der er midt i mellem - én eller flere der er forholdsvis nye, hvis ikke helt grønne.

Med sådan en struktur mener man, at man skaber et rigtigt godt udviklingspotentiale. Hvor de bedste lærer de næstbedste noget, de næstbedste lærer de nye noget og så mener man, at de bedste lærer noget af, at give deres viden videre. Som I nok allerede har regnet ud, så er dette en lærerfaglig tilgang og en tilgang der fungerer rigtig godt i folkeskoleregi og andre uddannelsesinstitutioner.

Hvordan fungerer det så i esport? Ja se det kommer rigtig meget an på konteksten. Jeg har vildt gode erfaringer med det i esport i alderen 12-14år. Da jeg indtil videre har oplevet en generelt lille niveauforskel, frem for den jeg møder på HF Esport. Niveauforskellen er bare ikke større end at en COOP-struktur som oftest fungerer rigtig godt i den aldersgruppe.

Så for lige at slå det fast, kan jeg kun anbefale at kaste sig ud i en COOP-struktur, hvor der er hold med minimum 3 forskellige niveauer, der indbyrdes kan lære af hinanden. Jeg oplever rigtig tit at det virker storartet, lige indtil vores spillere rammer en højere alder, for så går det lidt i en anden retning.

Træner vs underviser

Se nu rammer vi så ind i problemstillingen, for nu er der i samtlige artikler taget meget udgangspunkt i undervisningsdelen, men hvad så hvis man står som træner? Virker eksempelvis en COOP-struktur som træner?

Det ret vigtigt at understrege at en esporttræner og en esportsunderviser kan have forskellige bevægelsesgrundlag eller mål for deres virke. En træner vil oftere have fokus på det sportslige resultat, hvor en underviser oftere vil have fokus på de menneskelige resultater. - men hænger det nu også sådan sammen?

Alle de esportsundervisere der læser det her, kan hurtigt komme efter mig nu, da jeg næsten kan garantere, at de ligesom trænerne, lægger størst vægt på de sportslige resultater. Jeg vil gerne postulerer at jeg tror, egentlig også frygter, at rigtig mange af de undervisere der er derude, altså dem der er i uddannelsesinstitutioner, agerer oftere som trænere, end som lærere eller undervisere. Det vil jeg gerne tillade mig at være kritisk overfor.

Fik jeg provokeret lidt der? Fedt, for så læser I forhåbentlig videre ;)

Jeg er helt med på hvad der er vigtigst for de unge mennesker vi arbejder med. Det er at blive bedre og stå på de store scener, men undskyld mig, vi arbejder i en uddannelsesinstitution. Vi der underviser har et kæmpe ansvar for at forme disse unge mennesker i den rigtige retning, i samarbejde med forældre, kolleger og lign. - når vi så står med så stærkt et redskab som esport er og kan være. Så lad os da bruge det til det, det kan.

At styrke menneskers kompetencer og give dem noget med i rygsækken de virkelig kan bruge til noget i den virkelige verden. Netop fordi at det kan gøres i tråd med at vi også arbejder med alle de sportslige og kompetitive elementer der er i esport. Jeg tror på at vi udvikler mindst lige så dygtigere spillere, ved at bruge den holistiske tilgang og arbejde med det hele menneske, hvor førstepladsen ikke nødvendigvis er målet. Det må gerne være målet for vores unge mennesker at blive nummer 1, men jeg synes bestemt ikke det bør være det for os som undervisere.

Jeg har selv oplevet at det virker, det har jeg 6 års erfaring med at det gør. Det står jeg gerne på mål for.

Vil gerne lige understrege at jeg ikke med dette siger, at alle undervisere gør et dårligt stykke arbejde, eller for den sags skyld har det mindste negative at sige om alle mine kolleger. Min pointe er blot, at jeg godt kan frygte at det kompetitive og sjovheden er det der sidder forrest i bussen hos rigtig mange derude. - Skulle det være tilfældet vil det ærgre mig voldsomt.

Det er ikke nødvendigvis forkert, hvis det er tilfældet, jeg synes bare ikke at det hjælper til at esport kan blive anerkendt som et reelt fag. Der har noget tyngde og noget der passer i undervisningsinstitutioner. Det er enormt svært, i hvert fald for mig, at skulle argumentere for hvorfor esport passer ind i uddannelsesregi, med et grundlag der hedder: “vi vil være det nye Astralis”.

Sjovheden og det kompetitve-aspekt er nemlig det, vi har alle de fantastiske og dygtige frivillige esportstrænere til at fokusere på. Dem der står om eftermiddagen og om aftenen helt frivilligt og gør unge mennesker og børn bedre til esport. Deres fornemmeste opgave er netop at gøre det sjovt og kompetitvt - holde fokus på det sportslige. De skal nemlig sælge billetter til deres forening, de er dem der har den større frihed, ved ikke at være “underlagt” det at være en uddannelsesinstitution. - Det er vigtigt at understrege at de også kan arbejde holistisk.

Lidt den samme situation står jeg i på HF Esport, da jeg der, på trods af jeg er i en uddannelsesinstitution, er ansat som træner. Der skal jeg faktisk stå med et ben i begge lejre, nemlig at være træner på en ungdomsuddannelse. Det er lige så skizofrenien går helt amok :)

Jeg mener bare, at man fejler enormt hvis en uddannelsesinstitution har hovedfokus på noget sportsligt. Er det en lidt offensiv udmelding, ja det er det bestemt, men jeg mener det faktisk. Vi som undervisere og som uddannelse har et større ansvar end det, hvis I spørg mig. - Det er så mere end tidligere min opgave at balancere de to ting, der hvor jeg arbejder nu.

Problemet er her, at dem der sidder og sætter disse rammer, altså lederne af uddannelsesinstitutionerne, sjældent er kritiske overfor hvad der foregår i klasselokalet. Af den simple årsag at esport sælger billetter, de sælger rigtig mange billetter. Specielt hvis der er fokus på det sportslige. At være den bedste efterskole i Danmark i CS:GO er i den grad noget der får pengene til at rulle.

Det er for så vidt også helt okay, så længe at man lige husker hvad det er man er, et sted for uddannelse. Jeg håber derfor at jeg tager grueligt fejl i min tidligere udtalelser og at Danmarks bedste esports efterskole, arbejder enormt meget med det hele menneske og ikke kun det der er på serveren.

Som I måske kan læse, så bliver jeg dybt provokeret af, når man opretter esportstiltag for at tjene penge eller skaffe elever. Det er simpelthen for letkøbt i min verden, som uddannelsesinstitution bør man virkelig tage sig selv mere seriøst. Tage sit ansvar som uddannelsesinstitution og bruge esportens mange potentialer, og ikke kun det kompetitive og sjove.

Er det sådan det hænger sammen i virkeligheden, det kan jeg ikke garantere, jeg har bare set og hørt det ske op til flere gange. Det var sågar sådan det selv startede for mig, indtil jeg relativt hurtigt blev meget klogere.

Har du ikke glemt at nævne de danske esportstrænere, og kan de ikke være med til at danne unge mennesker?

JO! Så absolut. Er der noget den “Danske model” kan, er det netop dette. Vores fantastiske foreningsliv er netop med til at skabe hjælpsomme, uselviske og fantastiske unge mennesker der kan samarbejde. Imens det sportslige lever i absolut bedste velgående. Et populært “skud ud” skal der lyde til al den fantastiske frivillighed der ligger i dansk esport!

Der er ikke noget der varmer mit hjerte mere, end når jeg ser frivillige trænere arbejde med en holistisk tilgang til esport, netop fordi de i mit perspektiv har fanget essensen og set mulighederne i esport.

Mit postulat er i bund og grund “bare” at undervisere i folkeskolen, efterskolen, ungdomsuddannelsen har et langt højere ansvar for at arbejde med de “bløde” værdier, end en træner i en forening har. Netop fordi de er underlagt et uddannelsesgrundlag der beskriver netop dette. En esportsforening kan “nøjes” med at skrive: “vi vil være den bedste esportsorganisation i verden” - og så er det, det eneste de er bundet af. Heldigvis er det de færreste foreninger der har opsat sådan en målsætning.

Jeg ynder at skabe så bredt og fyldestgørende billede af hvordan jeg ser verden. Det kræver naturligvis et bredere perspektiv end blot at være kritisk som før. I bund og grund går min kritik på, at jeg anskuer at langt størstedelen af dem der underviser i esport har en træner hat på. Der hvor det bliver problematisk er der hvor at en træner står for uddannelse, men træner istedet for at uddanne.

Er dette tilfældet står min drøm om at esport bliver et skolefag rigtig skidt, så vil det i langt højere grad fortsætte som en sportsgren. Altså udelukkende som en sportsgren og det synes jeg er rigtig synd. Misforstå mig ikke, esport som en sportsgren er fuldstændig fantastisk, men skal den ind i uddannelse, ja så skal den være mere end det. Mest af alt fordi esport kan meget mere end at være en sport.

For så lige at vende tilbage til udgangspunktet om COOP-learning i træningsregi.

Det stak lige lidt af for mig før, men jeg synes det er en vigtig pointe.

COOP-learning er stadig i min bog et stærkt redskab, der hvor det kan gå skævt er når niveauet bliver for stort. Eller for den sags skyld ambitionen. For at tage udgangspunkt i mig selv og forvirre Jer læsere mest muligt, så lad mig lige fortælle om hvad jeg laver i min nye hverdag.

Jeg står nemlig på HF, som træner, i en uddannelsesinstitution og vælger at fralægge en COOP-struktur. Dog kun til dels. Mine to HF-klasser er nemlig fra 3500+ elo til “jeg startede i sommerferien”. Det her spænd, er simpelthen for stort til, at jeg kan lave hold efter COOP.

Derfor har jeg valgt at tage toppen og slå dem sammen, alle dem i midten og nederst, der bruger jeg COOP. Det går som udgangspunkt ganske glimrende her efter 3 uger. De rigtig dygtige grinder derudaf og resten sparer og lærer rigtig fint af hinanden.

Ramte vi så der den gyldne mellemvej mellem træner, underviser, sportsligt og uddannelsesmæssigt-fokus? - Ja det synes jeg faktisk. For alt hvad jeg skriver er ikke fakta, det er mit billede af min hverdag. Jeg synes det virker.

Hvad skal jeg skrive om næste gang? Skal vi fortsætte med hvordan jeg underviser i folkeskolen? - Der er eksempelvis en rigtig fin fortælling om forskellen på lukkede og åbne opgaver der giver vidt forskellige resultater.

Skrevet af Laust N K Maarbjerg