Esport i folkeskolen - Spild af tid? Del 1.

Jeg har selv, på trods af min baggrund som esportslærer gennem flere år, en sund skepsis over for esport i folkeskolen. Også over for esport i uddannelsesregi, for hører den overhovedet hjemme i skole og ungdomsuddannelser? I så fald, hvad kan den? Det er overskriften på denne første artikel i serien “Esport i folkeskolen - spild af tid?”

Definition af esport kontra gaming

Før vi overhovedet skal kaste os over, hvad esport i folkeskolen er for en størrelse, så er vi nødt til at få styr på nogle begreber. I den her verden, er der rigtigt mange begreber der bliver brugt i alle mulige sammenhænge, der for uindviede, ja sågar for os mere garvede, kan virke enormt forvirrende.

For det meste bliver begreberne “esport” og “gaming” brugt om det samme, til at beskrive de samme emner. Det kan ikke understreges nok, de to begreber har stortset intet med hinanden at gøre. I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Lad mig uddybe inden keyboardkrigerne angriber.

Gaming

Gaming er alle former for elektronisk spil, på din smartphone, computer, Nintendo, Xbox, Playstation osv. Er det et spil med strøm i = gaming. Hvis det er noget, der som udgangspunkt bliver brugt til tidsfordriv, fordybelse i levende og medrivende fortællinger eller lign. Så er det som udgangspunkt gaming. Ikke for at sige ét eneste negativt ord om gaming, jeg elsker selv gaming. Min barndom havde ikke været det samme uden Ratchet and Clank, men esport, det er det godtnok ikke. Gaming foregår både offline og online.

Gaming er altså en paraplybetegnelse for elektroniske spil på computer, mobil eller konsol.

Esport

Begrebet esport er derimod, online spil, med minimum 2 hold der konkurrerer mod hinanden. 2 hold med de samme forudsætninger for at vinde, hvor det eneste formål er at se hvem der er bedst. Af samme årsag bliver dette kaldt eSPORT, fordi det har samme aspekter som den analoge sport vi allesammen kender. Eksempelvis har Amerikansk fodbold og Counter-Strike langt mere tilfælles end hvad man går og tror. Hvor at den måske største og, altoverskyggende forskel er, at den ene gør virkelig fysisk ondt. Den anden kan få dig til at miste troen på menneskeheden (jeg håber I kan tage lidt overdrivelse).

Esport udspringer af kompetitive computerspil der altid finder én vinder når slaget er slut, selve spillets indhold er ikke så relevant. Nogle vil argumentere for, at det kræver et bestemt antal daglige spillere eller lign. før det er en esport.

Da nogle er af den holdning, at et “dødt spil” ikke kan være en esport. Den diskussion vil jeg holde mig ude af. Det samme gælder hele diskussionen om, hvilke spil der er esports-spil og hvilke ikke er esports-spil. Til gengæld vil jeg gerne lægge hovedet på blokken ved at sige at esport er: kompetitivt online computerspil med minimum 2 hold.

Er det så en fyldestgørende definition, tjaa, det vil jeg lade være op til Jer. Den er i hvert fald kort og letforståelig.

Esport i folkeskolen

Så kom vi endelig til det helt store spørgsmål. Hvis vi nu antager at den førnævnte definition af esport er gangbar, hvad kan esport så i folkeskolen? Ja umiddelbart lyder det ikke af noget der har gang på jord. Det vil jeg som udgangspunkt tillade mig at være enig i, noget leg/spil der har fokus på det kompetitive - ja det bør man måske ikke bruge så meget tid på i folkeskolen. Eller i andre uddannelsesinstitutioner. Vi har blandt andet idræt som et glimrende eksempel på, hvordan man kan udforske konkurrenceelementet indbyrdes på skolerne. I min optik vil det på ingen måde gavne folkeskolen, at vi laver et fag der sætter yderligere konkurrence op imellem eleverne.

Det er blot én problemstilling omkring esport i uddannelsesregi. Jeg kunne sagtens remse flere op, men vi stopper her og vender det hele lidt på hovedet. Vi skal se lidt på, et par af de positive aspekter.

Når vi nu åbner denne dør, kommer der rigtig mange emner op, jeg ville elske at belyse for Jer. En evig problemstilling for mig er at holde mig til ét emne ad gangen, af samme årsag vil jeg starte med de større tanker i denne første del.

Hvordan kan esport så have sin berettigelse?

For mit vedkommende handler det udelukkende om, tilrettelæggelsen, tankerne, didaktikken, pædagogikken, målene og alt andet man arbejder med i undervisning. Altså hvorfor har vi esport og hvad vil vi med det? Hvis man drejer lidt på knapperne og går “imod” esportens grundstamme, altså det kompetitive element, så kan vi komme langt. Esport skal bruges som middel og ikke som mål, lad mig uddybe.

Esport er uomtvisteligt én af de største, hvis ikke den største, sportsgren i dette skønne lille land. Denne tendens ses overalt i hele verden og man kan vidst roligt sige at den ikke går nogen steder lige foreløbig. Hvorfor esport er blevet så stort, ja det kan der være mange grunde til, men der er én ting, jeg tænker er hovedårsagen. Esport er vanvittigt sjovt. Det lyder måske simpelt, men det er det egentlig også. Esport er noget af det sjoveste og største lige nu, stort set alle unge mennesker her i 2022, ved hvad CS:GO er. På højde med deres viden om fodbold. De er muligvis ikke så meget inde i reglerne, som de måske er i fodbold, men de kender ordet CS:GO og ved at det er et online skydespil.

Det samme gælder Fortnite og Fifa for blot at nævne nogle titler. Denne udbredelse skyldes langt hen ad vejen at det er sjovt og underholdende.

Esport og motivation.

Vi har altså at gøre med et medie der er enormt sjovt, og som næsten alle ved hvad er. Denne kombination kan bidrage med fantastiske ting i en undervisningssituation, hvor én af de bedste og største er motivation. Når man snakker begrebet motivation kommer man hurtigt ud i en snak om indre og ydre motivation m.m. Der hvor jeg finder det interessant er hvordan det kommer til udtryk i hverdagen.

Jeg har i mine 6 år haft flere hundrede elever igennem min esportsundervisning og eksamen m.m. Det som alle disse unge mennesker har tilfælles er, at esport for dem er et sted hvor de shiner. Et sted hvor at skolen bliver sjovt og hvor man vil have mere. I den danske folkeskole anno 2022, vil jeg garantere, at der ikke er mange tysklærere, dansklærere, fysiklærere osv. der får følgende spørgsmål:

“Må vi ikke godt blive efter skole og arbejde videre?” - “Må vi ikke godt få flere lektier for?” - “Kan vi ikke snart fremlægge igen?” osv. Jeg vil lige understrege at jeg har haft de samme elever til andre fag også. Det er udelukkende i esport at disse spørgsmål opstår. Derudover kommer man ofte i en situation, hvor at timerne gerne må fortsætte til efter de har fri. - Det er faktisk undervisning i skolen der er sjovt.

Esport er noget der får unge mennesker til at elske at gå i skole og vil have mere af det. Så enkelt kan det siges, ikke dermed sagt at det er en mirakelkur. Man kan ikke bare have esport og så elsker børn at gå i skole, men det fortæller dog noget om hvad man kan opnå med esport. Det er slet ikke det eneste esport kan, langt fra.

Det er netop i disse situationer at esporten bliver til et middel og ikke til et mål. Et middel til at få elever til at lykkes i skolen og rent faktisk have muligheden for at nyde det.

En lille praksisfortælling

En dag jeg var inde i mit esportslokale for at forsøge at fikse et eller andet, er der samtidig tysk-fremlæggelser i min esportsklasse. Her er der en 9.klassesdreng der skal op og fremlægge om sin sommerferie i tysk. Denne unge mand ryster, sveder og kan nærmest ikke tale. Han er så pivhamrende nervøs at jeg næsten ikke selv kan være i det, det er tydeligt at fremlæggelser ikke var noget han brød sig om. Lettelsen da fremlæggelsen var slut var ikke til at tage fejl af.

Senere samme dag, har vi fremlæggelser i esport, de skal fremlægge deres playbook på de_mirage i CS:GO. I har næsten gættet resten af historien allerede. Da denne unge mand stiller sig op til tavlen, for at udføre sin fremlæggelse, ser jeg en helt anden dreng. Han var ikke til at kende, i forhold til den dreng jeg så tidligere på dagen.

For det første har han lavet 21 slides om forskellige executes, defaults og lign. på begge sider af mappet, altså både på terrorist og counter-terrorist siden. Opgaven var kun på terrorist-siden.

Knægten er forvandlet til et mundtligt vandfald af esports viden og han vil ud med det HELE. I sådan grad at jeg er nødt til at stoppe ham undervejs og sige vi skal videre, fordi han allerede var gået 15min over tid. Ud af det kom der næsten en konflikt, fordi han ikke fik lov til at vise alt det han havde forberedt.

Historier som denne har jeg mange af. Så sent som igår den 22. juni havde jeg dimension i min esportsklasse. Her er der en forældre der hiver mig til side og gerne vil fortælle, at hendes søns eksamensangst, blev fuldstændig kureret efter han var til esports-eksamen. Esports-eksamen lå som den første eksamen. Efter eleven var oppe, fandt han ud af at eksamen slet ikke er så farligt, specielt hvis man er forberedt. Han mener selv, det samme gjorde hans mor, at have en eksamen i noget man er tryg i, har en positiv effekt.

Gevinsterne ved esport

De ovennævnte fortællinger er blot billeder på, hvordan esport kan være med til at få unge til at lykkes med noget i folkeskolen. Oplevelsen af succes.

Pointen er at hvis man kommer i mål med en fantastisk esportsundervisning, så har man muligheder for at opnå lignende historier. Det kan en underviser på ingen måde få nok af. At se børn rent faktisk have det godt i skolen og nyde det, sågar give dem noget at stå op til i hverdagen, noget der gør at eleverne lige kan få svinget benet ud af sengen. Opleve elever der pludselig finder et fag eller emne, som de virkelig er gode til og har interesse i. Esport kan få elever til at vokse - fordi det også er sjovt.

Argumentationen har indtil videre omhandlet “sjovheden” i esport, der er med til at give motivation for de unge mennesker. Kan det sjove stå alene og være årsagen til gevinsterne? Nej det kan den så absolut ikke. I hvert fald ikke i mit perspektiv, slet ikke når vi er i folkeskolen, der har vi et større ansvar end at gøre det sjovt. Det må rigtig gerne være sjovt, uden tvivl, men at tilbyde noget blot fordi det skal være sjovt, ja så får man slet ikke nok ud af esportens enorme potentiale. Derudover tror jeg ikke på, at man “bare” ved at lave noget der er sjovt, kan se elever vokse på denne måde. Der er nødt til at være noget pondus bag, noget fagfagligt, nogle krav og et mål at stile efter.

Denne praksisfortælling skal meget gerne vise, hvordan at det sjove i esport både motiverer og får elever til at shine.

Næste gang vil jeg folde alle gevinsterne yderligere ud. Hvordan jeg har arbejdet med samarbejde, kommunikation og problemløsning, der i min verden er nogle af de fedeste aspekter i esport. Jeg vil give mit bud på hvordan man kan gribe disse ting ad, ydermere hvilke resultater der kan komme ud af det.

Skrevet af: Laust N K Maarbjerg