Igen har en gruppe "genier" foretaget en undersøgelse, som konkluderer, at computerspil leder til aggressive handlinger hos børn. Det er den samme svada som altid, men denne gang samler folkene bag - ifølge dem selv - op på mange års undersøgelse.

I undersøgelsen indgår næsten 37.000 deltagere og ifølge dem, der står bag undersøgelsen, fik de påvirket deres adfærd negativt ved at spille voldelige computerspil. Undersøgelsen er foretaget af østriske University of Innsbruck og går under navnet "Video Games Do Affect Social Outcomes".

TV2 har haft fingrene i Erik Sigsgaard, der er børneforsker på Professionshøjskolen UCC i København, og han kan sagtens sætte sig ind i undersøgelsen, eftersom han også mener, at voldelige computerspil kan medføre manglende empati og mulighed for at sætte sig ind i andres følelser.

Undersøgelsen viser, at voldelige spil øger fire ting: aggressiv tænkning, aggressiv affekt, fysiologisk ophidselse og aggressiv adfærd. Man kan også se, at der sker en formindskelse af både empati, altså evnen til at sætte sig ind i andres følelser, og af hjælpende adfærd.

Han forsætter med, at der de seneste år har været rigtig mange undersøgelser af dette problem og tonsvis af forskellige konklusioner, så det er godt, at der langt om længe er en undersøgelse, der samler op på alle de løse ender.

Man har i mange år rodet rundt uden at komme frem til egentlige konklusioner, derfor er det et afgørende skridt fremad at sige, at der ikke er nogen tvivl om, at computerspil har en selvstændig effekt. At voldelige computerspil avler voldelig tankegang er måske ikke overraskende, men nu kan vi forskningsmæssigt dokumentere det.

Også Vibeke Manniche, som er læge og forfatter til e-bogen ’Alt om barnet’, byder ind med en positiv vinkel på undersøgelsen. Hun går endda ind og siger, at hun håber, at forældrene langt om længe får øjnene op for, hvordan de unge bruger deres tid foran computeren.

Undersøgelsen har et meget overbevisende grundlag, og vi får nu en gang for alle slået fast med syvtommersøm, at voldelige spil øger aggressionerne og mindsker en social adfærd. Det er vigtigt at erkende, at spillene gør barnet og den unge mere voldelig.

Mange forældre aner slet ikke, hvad det egentlig er for nogle spil, som barnet eller den unge spiller. Nogle endda hele natten.

Man bør stadig begrænse det daglige forbrug, for barnet og den unge har også brug for tid med andre, sport, bevægelse og ikke mindst søvn. Det er alt sammen noget, som spillene typisk stjæler tid fra.

Desværre er det ikke muligt at læse den fulde undersøgelse, da det kræver login. Undertegnede har søgt om adgang, så der skal nok komme en opfølgning, hvis det lykkedes at få fingrene i det. Hvad synes I om undersøgelsen? Burde vi alle gå over til at spille Pixeline for at undgå sådanne aggressive handlinger hos børn i fremtiden?