Det store Copenhagen Games-LAN løber af staben igen i år, denne gang fra den 16. - 20. april i Øksnehallen, København.
Igår offentliggjorde arrangørerne, at der også i år vil være en storslået League of Legends-turnering til eventen, denne gang sponsoreret af hardware- og elektronikkoncernen Komplett, der endnu engang kaster sin kærlighed på eSportens udfoldelser. Turneringen huser en præmiesum på ikke mindre end €20.000, hvilket svarer til næsten 150.000 danske kroner.
Som ved de tidligere events, vil der blive mulighed for at spille på scenen foran eventens publikum, gæster og resterende deltagere, som altså vil få mulighed for at følge League of Legends-kampene på tæt hold. Skulle man ikke have muligheden for selv at møde op, bliver størstedelen af kampene også streamet med erfarne castere bag mikrofonerne, så alle i stuerne også kan få en lille bid af Copenhagen Games.
Turneringen vil ikke uddele invitationer til specielt velkomne hold - alle, der ønsker at deltage ved turneringen,skal derfor selv tilmelde sig via hjemmesiden, hvilket er muligt fra søndag den 9. februar. En turneringsbillet koster 550 kroner.