Med begge kvartfinaler overstået i går, var det i dag tid til semifinaler ved IEM Katowice 2020. G2 Esports slog fnatic tidligere på dagen, og efterfølgende var det Natus Vincere og Astralis' tur til at trække i kamptøjet.

Den sidste finaleplads var hvad, der var på spil her til aften. Oven på en velfortjent sejr over Liquid, havde s1mple og co. fået blod på tanden. Vi skal faktisk helt tilbage til 2016 for at finde en BO3, hvor Na'Vi ikke tabte til Liquid. Gutterne fra Astralis havde altså noget af en opgave foran sig. De trådte dog selv ind i serien med clean sweeps gennem hele turneringen - ingen maps tabt indtil videre. 

Første map (Dust II)

Na'Vi tog tre runder på Dust II, før Astralis fik deres første point på tavlen. Selvom man ikke vidste det på forhånd, var der ingen tvivl om, at det var Na'Vi, der havde valgt Dust II. De dominerede T-siden i sådan en grad, at kampen var så godt som færdig da de to hold skiftede side: 14-1 til Na'vi og 19 kills til s1mple.

Na'Vi vandt pistolrunden, og det gav dermed matchpoint. Der var intet håb for Astralis, der havde brug for 15 vundne runder i streg. Na'Vi lukkede kampen 16-5.

Andet map (Nuke)

Nuke var Astralis' chance for at udligne, men Na'Vi satte sig igen i førersædet. Astralis så hverken varme eller motiverede ud, hvilket det russiske hold udnyttede fuldt ud. Astralis var allerede bagud 2-13 efter T-siden, og det lignede endnu en gang at Na'Vi havde sikret sig et map på den første halvleg. 

Kun seks runder senere var det hele slut - Astralis blev slået ud af IEM Katowice, mens Na'Vi kunne se frem til at spille finale i morgen.


Turneringen afsluttes i morgen, hvor finalen bliver spillet fra kl. 17:00 - Natus Vincere møder G2 Esports. 

Alle kampe kan følges på ESL's to twitchkanaler - ESL A og ESL B