Astralis har haft en god turnering indtil videre, og ligner mere og mere det hold vi forventede at se under BLAST Premier i starten af måneden.

Med kampene mod Cloud9 og Vitality overstået, stod de i dag over for fnatic. Begge hold ville gå videre til turneringens playoffs, med vinderen direkte i semifinalerne, mens taberen må nøjes med en plads i kvartfinalerne.

Første map (Overpass)

Hele otte runder gik til Astralis før fnatic slog igen, men så slog de altså også hårdt. Astralis fik brudt Fnatics winstreak før sideskift, men deres forspring var allerede blevet reduceret fra 8-0 til 10-5 på det tidspunkt.

fnatic kom også bedst fra start på CT, men Astralis lod sig ikke slå ud af den grund. Ti runder var hvad de havde brug for, før de kunne lukke Overpass 16-9. 

Andet map (Vertigo)

I starten af Vertigo, fulgtes de to hold pænt ad. Hver eneste runde bød på intense kampe, og overraskende point til hver side. Alligevel fik Astralis hevet sig tre runder foran (9-6), før de skiftede over på CT.

Danskerne stod som den kinesiske mur i anden halvdel af kampen, og svenskerne fik ingen ben til jorden. Astralis tog dog lidt tid om at afslutte kampen, men i sidste ende kunne de krydse endnu en 2-0 sejr af listen, med 16-8 på Vertigo.


Turneringen kører hele ugen. Astralis spiller først igen lørdag 18:55, hvor den første semifinale går i gang.
Senere i dag kan vi dog følge med når karrigan og mousesports også forsøger at sikre sig en playoffs plads. De spiller mod 100 Thieves kl. 19:00

Alle kampe kan følges på ESL's to twitchkanaler - ESL A og ESL B