Med den første dag overstået, stod Astralis klar til at tage mod Vitality i gruppe A's upper bracket. Begge hold mødte varme op efter gårsdagens sejre over Cloud9 og NiP.

MAD Lions tabte deres første kamp mod Evil Geniuses tidligere på dagen, så det var op til Astralis at holde gang i det danske momentum.

Første map (Overpass) 

Astralis startede endnu en serie på Overpass, hvilket de plejer at have stor succes med. Danskerne gik på pause med 9-6, og franskmændene fik ingen ben til jorden på CT-siden. Oven på en lækker 1v2 clutch fra Magisk, lukkede Astralis kampen 16-9. 

Andet map (Vertigo)

Astralis åbnede Vertigo op med et lille forspring, men det hul fik Vitality hurtigt lukket. Faktisk fik de vendt en 1-6 til en 11-6, og danskerne var pludselig i problemer. Man bliver dog ikke kåret som verdens bedste hold, to år i træk, hvis man ikke kan holde hovedet koldt under pres. 6-11 blev til 13-13, og pludselig var Astralis tilbage.

Resten af kampen var en sand neglebider. Astralis holdte fast, udlignede til 15-15 og trak altså Vitality ud i overtid. Én omgang overtid var dog ikke nok, og det var først da vi ramte 22-19 at Astralis kunne træde ud af serien med endnu en 2-0. 


Turneringen kører hele ugen. Astralis spiller først igen på torsdag 15:30, men i morgen kan vi se frem til at se MAD Lions møde Virtus.pro kl. 12, mens karrigan og mousesports møder G2 Esports kl. 15:30. 

Alle kampe kan følges på ESL's to twitchkanaler - ESL A og ESL B