Den tidligere professionelle League of Legends support, Maria "Remilia" Creveling", døde fredag d. 27 december. Hun blev 24 år.

Den triste nyhed blev delt på Twitter af hendes tætte ven og bofælle, Richard Lewis, som også er en velanset journalist inden for esport.

Remilia skrev historie tilbage i 2015, hvor hun blev den første kvinde til at konkurrere i det nordamerikanske League of Legends Championship Series (LCS). Hun spillede på holdet Renegades sammen med RF Legendary, Crumbz, Alex Ich og Maplestreet. 

Efter at have kvalificeret sig til ligaen, spillede hun dog kun med holdet i knap en måned. Som en transkønnet kvinde, var hun nemlig under et enormt pres og hun blev udsat for uhyggelige mængder chikane på baggrund af hendes udseende. Derfor valgte hun at bænke sig selv og overlade pladsen på førsteholdet til Hakuho.

Der gik heller ikke længe før holdet blev bannet fra ligaen, da Riot Games fandt beviser på dårlige arbejdsforhold og aftalt spil med et andet hold, Team Dragon Knights.

Efter hendes tid hos Renegades, spillede Remilia for latinamerikanske Kaos Latin Gamers, hun var reservespiller hos FlyQuest og konkurrerede senere i den nordamerikanske amatørliga, Sector 7

Der er fortsat ingen informationer om dødsårsagen, men mange fans af Remilia har spekuleret, at det kunne have noget at gøre med de kroniske smerter hun skulle have haft efter hendes kønsskifteoperation. Operationen ledte til en skandale i sig selv tilbage i 2018, hvor den tidligere medejer af Renegades, Chris Badawi, blev bannet på livstid af Riot Games. Ifølge Remilia, lovede han at betale for hendes operation hvis hun hjalp holdet med at komme ind i LCS. 
Det endte så med at de tog til Thailand hvor han betalte 5000 dollars for den vanskelige operation, under forfærdelige forhold. Operationen blev forkludret og efterlod Remilia med permanent følelsesløshed i hendes bækken og alvorlige nerveskader. Efter konsultationer med læger i USA stod det klart, at det ikke var noget de kunne rette op på.

Det lyder heldigvis ikke som om, at hun led i sidste ende. Som Richard Lewis skriver; [she] passed away peacefully in her sleep

På trods af hendes korte karriere i LCS, vil hun forblive et stærkt forbillede for de mange unge piger, der drømmer om at konkurrere på det højeste niveau.

Vi vil efterlade jer med en montage af hendes bedste øjeblikke:

.