Vi er nået til slutspillet ved EPICENTER 2019, og det blev med danske Heroic på scenen fra start. I kvartfinalen mødte danskerne hjemmeholdet ForZe, der startede turneringen dårligt ud, men kom stærkt igen, med en sejr over VP og EG. 

Heroic havde ligeledes en dårlig start på turneringen, men med en hurtig sejr over EHOME, sikrede de sig også en plads i kvartfinalerne.


Mirage

Kampen startede ud på Mirage, valgt af ForZe. Så sent som i torsdags smadrede ForZe nemlig EG med hele 16-1 på Mirage, så der var stor selvtillid hos russerne. 

På trods af de gode statistikker, var det Heroic der kom bedst fra land, med flot spil på ct-siden. Det var først ved stillingen 9-1 at ForZe fik flere runder på tavlen, men det blev stadig til en Heroic føring på 12-3 ved pausen. I anden halvleg vandt Heroic endnu en pistol runde, hvilket satte ForZe i en position de aldrig kom tilbage fra.  

Nuke

Efter en dominerende sejr på Mirage var det tid til at spille på Heroics hjemmebane, nemlig Nuke. Med en winrate på 78%, over de sidste tre måneder, gik Heroic ind til kampen med gode chancer for at hive en sejr i hus. 

Endnu en gang var det Heroic der kom flyvende fra start. Selvom danskerne startede på t-siden forhindrede det dem ikke i at dominere hele første halvleg - hvilket resulterede i en føring på 12-3 ved pausen. I anden halvleg kom Heroic hurtigt op på de 14 runder, men herefter fik ForZe, for første gang i kampen, fundet det gode spil frem. Før man fik set sig om var kampen lige pludselig tæt, men til sidst fik Heroic lukket kampen. 

Heroic vandt kvartfinalen med cifrene: 16-6 (Mirage), 16-12 (Nuke)  


Om lidt spiller NaVi og EG om den sidste plads i semifinalerne, som finder sted i morgen. I semifinalen skal Heroic op imod Vitality. Kampen starter kl. 10:00 i morgen. 

Følg alt fra EPICENTER 2019 lige her.