Det er godt to måneder siden at den populære streamer, Michael "Shroud" Grzesiek, flyttede fra Twitch og over til Mixer. Den flerårige kontrakt som Shroud blev tilbudt af Microsoft, der ejer Mixer, har dog allerede skåret i hans fanbase - og det var ikke med en smørkniv. 

en rapport fra den analytiske virksomhed Stream Metrics fremgår det, at Shroud har mistet over 85% af hans faste seere. Det er nemlig kun 15% af hans publikum, der fulgte med ham til Mixer - og blev der. 

I tredje kvartal af 2019 sad Twitch på 75.6% af markedet i forhold til antal sete timer på platformen. Konkurrenterne fra YouTube Gaming havde en markedsandel på 17.6%, Facebook Gaming lå på 3.7% og Mixer på 3.2%

Derfor gav det mening for Mixer at hente navne som Shroud og Ninja. Shroud alene, havde en rækkevidde på omkring 718.000 seere i hans sidste måned på Twitch, hvilket var 1.62 gange større end Mixers samlede publikum i USA. 

Alene på baggrund af dette tal, var Shroud et oplagt valg for platformen, der havde brug for et enormt boost for overhovedet at være relevant.

Der var ingen, som var i tvivl om, at hans publikum ville være mindre på Mixer. Ingen havde dog regnet med, at det allerede ville være reduceret med 1/3 efter hans første måned. Hvor 718.000 unikke seere så ham i oktober, var vi helt nede på 231.000 i november.

Shroud sad naturligvis på nogle gode tal gennem de første par dage, men da først interessen brændte ud, gik det kun nedad. Det er et stort spring at gå fra et gennemsnitligt seertal på knap 24.000, til at skulle kæmpe sig op over 5000. Tallet er dog nok til at Shroud står for 8.4% af Mixers seere - Ninja ligger lidt længere oppe, med 12.9%.

Målet med kontrakter som disse er dog fortsat, at få flere brugere på platformen. På dette punkt har Shroud til gengæld leveret, da over 127.000 brugere blev oprettet efter hans skift - brugere, der udelukkende besøger hans kanal. Problemet for mindre platforme som Mixer forbliver dog manglen på indhold. Her har Twitch en kæmpe fordel med en overflod af indhold og, derigennem, en naturlig generering af trafik. 

Et så stort fald i ens seertal er selvfølgelig negativt, men hverken Shroud eller Ninja har noget imod det - de kunne faktisk ikke være mere ligeglade, som Ninja forklarede i går (timestamp - 10:16):


Så hvorfor er seertallene ikke længere relevant for de to? Svaret er simpelt. Selvom de ikke længere kommer til at tjene det samme på abonnenter, reklamepenge, donationer, brand deals osv., kommer de til at leve godt på deres kontrakter. Ninjas kontrakt skulle lyde på svimlende $40-50 millioner, så vi kan være sikre på at Mixer også har taget sig godt af Shroud.

Udover pengene betyder kontrakterne også at de to streamers har langt mere frihed. Som Ninja selv siger, så behøver de ikke længere at bekymre sig om tallene. De kan i stedet fokusere på indholdet og på dem selv.

Den seneste tid er kampen om de største creators også spidset til. Det er nu blevet en nødvendighed for platformene at låse folk fast, så konkurrenterne ikke stryger ind og stjæler dem. Det som Ninja og Shroud startede, bygges nu videre på:

Millionaftaler mellem platformene og de største stjerner er altså godt på vej til at blive normen inden for streaming.