Det var længe ventet da Astralis til aften trådte ind på scenen i Jyske Bank Arena i Odense. Semifinalen skulle nemlig spilles til ESL Pro League Finals. Modstanderen var Mousesports med både danske Karrigan og coach Rejin, så der var lagt op til et kæmpe brag. 

Astralis var gået direkte i semifinalerne efter at de vandt deres gruppe i det indledende spil. Mousesports var derimod i kamp i går, hvor de slog Evil Geniuses ud foran en udsolgt arena. 


Der var naturligvis fuldt hus i Jyske Bank Arena til aften (Billede: ESL)


Train

Aftenens brag startede ud på Train, som Mousesports havde valgt, efter at de i går dominerede på netop det map. Dog var Astralis en lidt anden mundfuld, da de på deres ct-side fik samlet godt ind med runder, hvilket resulterede i en dansk 10-5 føring ved pausen. I anden halvleg var det Mousesports tur til at spille på den stærke ct-side, og de gjorde det vanskeligt for danskerne, som havde svært ved at finde en rytme. Kampen var tæt helt til det sidste, og måtte i overtid. I overtiden var de to hold fortsat helt jævnbyrdige, så kampen skulle i endnu en overtid før Mousesports fik lukket kampen. 

Overpass

Med et lidt dæmpet publikum bød næste map på Overpass, valgt af danskerne. Astralis skulle ud og vise at de stadigvæk er kongerne, og kunne komme tilbage i kampen. Det var også Astralis der fik skudt bedst fra sig i starten, men der var stadig tydelige spor af nervøsitet eller usikkerhed hos danskerne. Hen mod pausen kom Mousesports tilbage, i form af at Woxic endnu en gang fyrede op for ilden, som resulterede i en 8-7 føring til Mousesports. Efter pausen gav Astralis den fuld gas, og med en næsten fejlfri ct-side tvang danskerne kampen i tredje og afgørende map. 

Dust2

Aftenens helt store brag skulle afgøres på Dust2, som begge hold er kendte for at kunne spille rigtig godt. På trods af at vi havde ramt nattetimerne skulle der stadig holdes fokus, og det var danskerne bedst til i første halvleg. Med fantastisk spil fra både Device og Gla1ve spillede de sig til en komfortabel føring på 10-5. Efter pausen fik Mousesports fat i kampen med en god pistol runde, og selvom Astralis kom meget tæt på sejren hev Karrigan og co. på mirakuløs vis kampen tilbage, og snuppede sejren for næsen af alle de danske fans. 

Mousesports vandt med cifrene: 22-19 (Train), 9-16 (Overpass), 16-14 (Dust2)


I morgen starter finalen kl. 16:00, hvor Karrigan og Rejin får lov til at nyde af hjemmepublikummet, mod Fnatic. 

Følg med på Twitch eller TV2 Zulu.

ESL Twitch