Åbningskampene til ECS Finals i Arlington er godt i gang, og netop nu har Astralis afsluttet deres kamp mod Sharks - som overraskende nok blev utrolig tæt. 

Dagen startede ud da EG og AVANGAR stødte sammen, hvor EG hev en forholdsvis sikker sejr hjem. Kampen var efterfulgt af Team Liquid mod NiP, hvor Liquid hurtigt satte svenskerne på plads med en storsejr. 


Astralis og Sharks mødtes på Nuke, og det blev en tæt start, hvor Sharks spillede flot op mod de danske verdensettere. Danskerne fik aldrig spillet sig til den føring på ct-siden, som de fleste ville have forventet, og måtte derfor gå til pause med en kneben føring på 8-7. 

I anden halvleg kunne danskerne fortsat ikke finde rytmen, og det blev straffet af Sharks. Ved stillingen 12-10 til Sharks, lignede det for alvor at et kæmpe upset ville blive en realitet, men som vi før har set det kæmpede Astralis sig tilbage, så kampen måtte i overtid. 

I overtiden fandt Astralis langt om længe det spil frem som alle havde forventet, og lukker kampen 19-15. 


Der mangler stadigvæk at blive spillet den sidste åbningskamp, nemlig mellem Fnatic og MiBR. Vinderen af kampen møder Astralis senere i aften. 

Næste kamp for Astralis forventes at starte kl. 01:00 i nat. 

Følg hele turneringen lige her!