Da LEC annoncerede ændringer til deres brand - fra EU LCS til LEC - og introducerede et franchising-system i november sidste år, betød det også, at nogle organisationer ikke længere ville konkurrere i den europæiske liga. Et af de hold var H2K Gaming

I onsdags uploadede organisationens grundlægger, Richard Wellsen video hvori han diskuterer den økonomiske side af at styre et hold i LEC. I videoen fortæller han om alle de udgifter en organisation har, når de skal vedligeholde deres hold - og derigennem deres position i ligaen. Her nævner han både løn for LEC spillere på førsteholdene, men også academy spillerne, han snakker om skat, forsikringer og omkostningerne ved at have et gaming-hus

Ifølge Wells, er en gennemsnitlig løn for en LEC spiller omkring €250.000 om året - eller 1.86 millioner kroner - mens den for en academy spiller ligger på omkring €60.000 om året - eller 448.000 kr. Det vil altså sige at månedslønnen ligger på henholdsvis 155.555 kr. og 37.333 kr. for spillerne, og gør dem dermed til organisationernes største udgift.

Wells påpeger dog, at tallene skal ses som grundlæggende estimater, da større hold gerne betaler mere for deres bedste spillere og mindre hold, mindre for deres.

Endnu et estimat han kommer med, er den løn som ligaens coaches modtager. En LEC coach har en gennemsnitlig løn på $100.000 - eller 746.000 kr. Kigger man over på en anden side af Atlanten, ser det dog helt anderledes ud. Her har Wells nemlig hørt om LCS headcoaches, der tjener op til €500.000 - eller hvad der svarer til hele 3.7 millioner kr. om året.
Det er heller ikke nogen hemmelighed at lønningerne er højere i NA. Derfor har det også længe været en meme blandt professionelle, at spillere tager til NA for at tjene penge når de ikke længere kan følge med i EU. 

Videoen rummer også H2K's egen planlægning frem mod franchising-systemet i LEC. Én plads i ligaen blev sat til mellem €8-10.5 millioner, alt efter om organisationen i forvejen havde en plads. H2K sikrede sig ikke en af pladserne, og udgik derfor af ligaen. Wells fortæller at den egentlige grund var Riots afslag på at nå til enighed om en kontrakt - om et samarbejde - som H2K kunne acceptere.

Wells uddyber også sponsoraftaler, hvordan LEC fordeler sine indtægter blandt holdene og Riot selv, og hvordan organisationer, i bund og grund, har svært ved at tjene på et professionelt League of Legends hold. 

Hans ærlige og åbne tilgang til de økonomiske aspekter er forfriskende og giver os et indblik i et system, der på ingen måde virker optimalt.