De sidste to sæsoner har Europa for alvor bevist, at regionen er en af de bedste i verden. Takket være Fnatics præstation ved sidste års Worlds, og G2 Esports' sejr ved dette års MSI, har troen på en vestlig verdensmester aldrig været større.

Den tro strømmer også igennem spillerne på de to europæiske hold. Især hos Marcin "Jankos" Jankowski, som ikke holder sig tilbage, når han deler sine tanker om Europas chancer i år. Da han i denne uge snakkede med det polske medie weszlo esport, var han nemlig ikke i tvivl om, at 2019 bliver året hvor et europæisk hold endelig kan løfte trofæet igen:

Europe is gonna win Worlds - be it us or Fnatic.

Og netop Fnatic har længe været en torn i siden på G2 Esports. Jankos selv, betragter nemlig den europæiske rival som den største trussel - og han var meget overrasket over hvor hurtigt Fnatic fik integreret deres nye midlaner under Summer Split. Kampene mod Fnatic er kun blevet mere vanskelige, og han føler ikke at andre hold har kunne presse dem på samme måde.

I mellemtiden skræmmer giganter som SKT, RNG og - sidste års vindere - Invictus Gaming, ham dog ikke:

I think we can beat everyone. We’ve played against iG, RNG, and SKT, we managed to beat SKT and since they’re the #1 seed in Korea, we can probably beat teams like Griffin and DAMWON.

Han udnævner dog også et wildcard i form af det kinesiske 1st seed hold, FunPlus Phoenix. Da G2 allerede har spillet, og besejret, hold som SKT, RNG og Invictus Gaming, kan de træde ind i turneringen med en god mængde selvtillid. Det er dog noget helt andet når man står over for et hold man endnu ikke har spillet mod. Holdet der gik 14-1 under Summer Split og strøg igennem Playoffs i LPL, har et solidt mandskab med skræmmende kvaliteter.

Jankos anerkender også at holdet ser stærkt ud, men bruger dog mere tid på at glæde sig til at spille mod det, end han gør på at frygte det. Af alle øvrige regioner, læner LEC sig mest op af LPL i forhold til den aggressive spillestil, der dominerer regionerne - og vi kan dermed regne med nogle hektiske kampe når europæiske og kinesiske mandskaber banker sammen.

De koreanske hold er til gengæld kendt for at spille i et lavere tempo, og med en mere kalkulerende tilgang til spillet. Dette års Worlds bliver ingen undtagelse, og det kunne måske medføre en ændring af strategi hos G2. Jankos synes nemlig at G2's hang til aggression er et double-edged sword - det har både sine fordele og sine ulemper. Og mens holdet generelt har haft nemt ved at besejre størstedelen af de europæiske hold, kommer verdenseliten ikke til at lave den samme mængde af fejl.