I dag og i går har både Heroic og Optic været i aktion til GG.Bet Beijing Invitational, hvor der bliver spillet om én plads til det kommende IEM Beijing event som bliver afholdt i November. Til turneringen er der allerede inviteret prominente navne som Astralis, Liquid, NRG og Vitality, så der er god grund til at give den hele armen i ugens kvalifikation.
I går spillede Optic deres åbningskamp mod ForZe, der netop har vist flot spil til BLAST Pro Moskva i sidste weekend. Her kom danskerne sløv fra start på Mirage, hvor de efter en dårlig halvleg kom så langt bagud at det ikke var muligt at lukke hullet igen. Kampen endte 16-13 til ForZe, som sender danskerne til bunds i gruppen. I samme gruppe er Mousesports og ex-Epsilon også til at finde.
I den modsatte gruppe skulle Heroic i dag i aktion, og igen blev det en skuffelse set med danske briller. Modstanderen var GamerLegion og det blev, sagt pænt, en ordenlig røvfuld til danskerne. GamerLegion spiller et brag af en ct-side på Overpass der resulterer i en føring på 15-0 ved halvleg. I anden halvleg snupper GamerLegion pistolrunden og fuldfører dermed det perfekte spil.
I morgen skal Optic igen spille, hvor de spiller for deres liv i en eliminerings kamp mod ex-Epsilon. Kampen bliver spillet kl. 17:00.
Hvem Heroic møder i deres eliminerings kamp er endnu ikke afgjort. Det bliver enten G2 Esports eller det polske mandskab, One More Time.