G2 Esports har udvidet samarbejdet med Red Bull, der nu kommer til at række ud over deres sim racing afdeling, i spil som Forza og F1-serien. Partnerskabet skal nemlig integrere Red Bull som en primær sponsor for alle de hold og content creators som G2 råder over - alle organisationens fremtidige events er også inkluderet.

Partnerskabet bliver for alvor rullet ud henover weekenden, hvor G2 deltager i flere store events. De har nemlig hold tilstede ved Starladder Berlin Major (CS:GO), finalerne i League of Legends European Championship (LEC) samt DreamHack Montrealhvor de konkurrerer i Rainbow Six Siege og Rocket League.

Spillerne vil, under de nævnte events være iført nye Red Bull trøjer, mens nogle af dem også stiller op til 1v1 turneringer og meet-and-greets med fans i arenaerne. 

Udover at promovere deres eget brand, har Red Bull allerede placeret sig som en stor spiller inden for traditionel sport, hvor de primært har partnere inden for motorsport og fodbold. 
Det seneste år har de også for alvor fået en fod ind i esport. Foruden at være den officielle sponsor for Dota 2 holdet OG, producerede Red Bull også en rost dokumentar, der fulgte holdet under deres rejse til verdensmesterskaberne - The International som det kaldes - i 2018. Det er knap to uger siden, at de kunne hejse trofæet for anden gang i træk. 

Der er fortsat ikke blevet frigivet mange konkrete oplysninger om partnerskabet, men vi må kunne konkludere at et samarbejde, som begge partner beskriver som et "multi-year partnership", kommer til at strække sig mindst to år. Hvad det ellers indebærer, kan kun tiden vise.