Det er nu et par dage siden Astralis måtte tage skuffet hjem fra London hvor de blev slået ud lige inden semifinalen til ECS Finals. Det blev FURIA der skulle drille de danske stjerner hele vejen igennem turneringen, først i åbningskampen hvor de tabte en bo1, og derefter i decider kampen hvor de tabte en bo3, som sikrede FURIA en overraskende plads i top 4. 

Efter det skuffende exit har Astralis træner Danny "Zonic" Sørensen udtalt følgende om holdets præstation.

"Vi havde glædet os sindssygt meget til at spille igen. Vores forberedelser har været gode og grundige, og vi følte da også, at vi spillede udmærket. Furia kom ind uden noget at tabe og med 180 i timen. De spillede endnu en sindssygt god kamp, og jeg har kun rosende ting at sige om dem. De kan nå rigtig langt. 

Vi var ikke gode nok, men det handler mindst ligeså meget om den modstander, vi var oppe imod. De var skarpere end os på dagen. Det er svært konstant at skulle være et skridt foran og sværere at forblive på toppen end at indtage den. Selvfølgelig er der ting, der skal justeres, men vi tror på vores model og ser nu frem mod næste udfordring."

Nu skal Astralis tilbage til tegnebrættet, og forberede sig til den næste turnering, som bliver ESL Pro League finals senere på måneden. 

"Næste turnering er ESL Pro League i Montpellier. Når vi nu ikke kunne forsvare vores titel her i London, ved jeg, vi alle ville elske at gøre det der. Når det er sagt, handler det først og fremmest for os om at genindstille, blive klar til kamp og så tage én ad gangen."

I følge den danske træner er der stadig stor taknemmelighed i Astralis lejren for alle de fans der stadig tror på dem, og hepper selv i de seneste svære tider. 

"Alle de danskere, der så med bag skærmen, og alle de danskere, der er rejst til London skylder vi en stor tak. Det gør os alle sammen sindssygt stolte at vide, at Danmark hepper på os, både i medgang og i modgang."


Astralis kan i den kommende måned følges i både ESL Pro League Montpellier (18-23 juni), samt ESL One Cologne (2-7 juli).