IEM Sydney er til morgen blevet afgjort, hvor det blev en finale mellem svenske Fnatic og amerikanske Team Liquid. Team Liquid endte med at trække det længste strå i den lange bo5, og går hjem med hvad der svarer til 666.000 danske kroner.
Team Liquid 3-2
Fnatic
Det var Fnatic der kom bedst fra start da de på første map, Cache, igen viste at det er et map de har fuldstændig styr på. Svenskerne vinder første halvleg med 10-5, og den føring er nok til at vinde, på trods af at Liquid svare lidt igen. Fnatic vinder 16-10.
På andet map, Overpass, bliver det en noget tættere affære, men til amerikanernes fordel. Efter en vundet halvleg på 9-6, og en vundet pistolrunde i anden halvleg ligner det at Liquid kan tage mappet uden problemer. Dog svarer Fnatic tilbage, og vi skal helt ud i runde 30 før mappet bliver afgjort, 16-14 til Liquid.
Tredje map var på Mirage, et map hvor begge hold normalt er komfortable. Liquid begynder at finde deres skræmmende gode form, og vinder første halvleg 9-6. I anden halvleg skruer de endnu mere op for tempoet og lukker mappet 16-8 uden de store problemer.
Fjerde og potentielt sidste map var på Dust2, hvor Liquid var på udkig efter at lukke af og ende finalen tidligt. På papiret lå mappet godt til Liquid der over de seneste 3 måneder har 78% win-rate på mappet, mod Fnatics 29%. Det bliver også amerikanerne der starter bedst ud på Dust2 efter et imponerende pistol ace af Twistzz. Svenskerne svarer igen, og gør halvlegen tæt. Med en solid slutspurt vinder Fnatic første halvleg 9-6. I anden halvleg fortsætter Fnatic det gode spil, og lukker mappet 16-6 efter en fejlfri CT-side.
Hele finalen skulle afgøres i femte og afgørende map, på Inferno. Det bliver Liquid der kommer bedst fra start på CT-siden og vinder første halvleg 11-4. I anden halvleg vinder Liquid pistolrunden, og føringen bliver for stor. Liquid vinder 16-9 efter en lang og intens finale.
Dette konkluderer årets IEM Sydney. Allerede næste weekend kan der igen følges top Counter-Strike både på Twitch og TV2 Zulu, hvor der bliver spillet Blast Pro Series Madrid med Astralis som deltager.