Andreas "JERN" Thomsen er streamer, caster og nok mest kendt som vært på TV2 og DR når der bliver sendt Counter-Strike. Vi har på Gaming.dk fået en snak med ham omkring hans karriereskift fra streamer/caster, til tv-vært på de største danske kanaler, samt udbredelsen af Counter-Strike på flow-tv.
Kan du starte med at opsummere din karriere til dem der kun kender dig fra TV?
Jeg startede på Youtube i starten af 2011 med at lave videoer omhandlende Call of Duty. Derefter skiftede jeg til League of Legends, hvor jeg begyndte at kommentere kampe for Gaming.dk og ESL, og brugte weekenderne til Lan-events landet over, hvor jeg dækkede turneringerne.
Det tog lidt mere fart med livestreaming da jeg begyndte i Gamerhuset tilbage i 2015. Efterfølgende blev jeg vært hos eoddset, hvilket gav mig værtserfaringen og mod på at angribe tv-branchen.
Hvordan har det været at gå fra streamer til at skulle på landsdækkende TV?
Det har altid været med en kæmpe klump i halsen at skulle tage skridtet fra de trygge online-rammer, til at indgå i store produktioner. Jeg har altid følt mig som nybegynderen, da jeg har været omgivet af professionelle og uddannede folk. Men det har motiveret mig, for drømmen om at slå igennem har altid været større end frygten.
Hvor stor har succesen været med Counter Strike på nationalt TV indtil videre?
Der er ingen tvivl om at Counter-Strike i flimmeren har været en kæmpe succes. Seerne har taget ekstremt godt imod sporten og jeg tror primært grundene har været den perfekte timing, den seriøse dækning fra tv-kanalerne, og ønsket fra esport fans at se esport komme på flow-tv.
Hvad er næste skridt nu når Counter-Strike er forholdsvis fast inventar på TV2 Zulu?
Der er mange skridt fremadrettet. Det vigtige for mig er helt klart at vi udvikler os og bliver ved med at lave et bedre produkt. En vision TV2 også deler. Vi skal rykke os i vores dækning, så nye får lyst til at se med, og vi ikke får frafald. Det er en svær kunst da vi har seere i alle aldre.
Hvordan ser du Danmark fremadrettet som foregangsland i eksponeringen af Counter-Strike?
Danmark har en fantastisk infrastruktur, som gør at vi har et fundament i esporten, som mange andre lande ikke har. Esport er også accepteret i folkemunde. Derudover er skoler og foreninger gode til at aktivere unge i esporten på en sund og fornuftig måde, og vi har masser af unge der dyrker esport. Derfor skal Danmark påtage sig et ansvar i at skubbe esport i en sund retning, med Counter-Strike som frontløber. Alt i alt ser fremtiden lys ud for dansk Counter-Strike
Hvad mangler der før esport kan måle sig med de helt store sportsgrene?
Vi mangler tid til at etablere os som sport. Vi har momentum nu, men når det aftager skal der være god nok økonomi i esport til at kunne vedligeholde sig selv. Jo længere tid esport eksisterer, jo mere er udefrakommende interesse forstående overfor seriøsiteten i esport som en branche og en sport.
Hvad mener du om stigmatiseringen omkring gaming-kulturen, og er det blevet mere acceptabelt i det danske samfund?
Der vil altid være kritik, da gaming og esport er en stillesiddende sport og man ikke er fysisk aktiv, som i f.eks. fodbold eller håndbold, så vi skal ikke forvente at vi vinder alles hjerter. Vi er dog virkelig godt på vej med accept af esport. Vi skal virkelig takke Astralis for deres indsats. De har vist en masse positive aspekter i sporten og hjulpet med at starte dialogen.
Hvor ser du den danske esport scene om 5 år?
Det er altid svært at se fem år frem i esport, da vi på mange måder stadig er i opstartsfasen. Men der er ingen tvivl om at danske udøvere hører med helt til tops. Næsten alle de store esportsgrene har danskere der hersker i toppen. Det ser jeg ingen ændring på. Mit håb er 5+ danske organisationer, som bevæger sig i flere esports som Astralis og North gør lige nu. Det vil give fundament for flere nationale opgør og eventuelt ligaer, så vi kan få et rent dansk franchise.
Hvilke danske CS talenter skal man holde mest øje med de kommende år?
Den 17-årige Stavn er rigtig spændende at følge. Han har netop landet en kontrakt hos Heroic der i øjeblikket er i verdens top 20. Han har allerede vist sin kaliber i flere turneringer, så det bliver spændende at se hvor langt han kan tage sit talent. En anden ung spiller er Toft på blot 16 år, som spiller for ex-fragsters.
Hvis man vil se mere til JERN, så kan han følges på nedenstående links, samt ses på TV2 Zulu i morgen hvor der bliver sendt IEM Sydney, og næste weekend hvor Blast Pro Series Madrid bliver dækket.