EMS One har for alvor skudt deres præmiepulje til tops blandt events inden for CS:GO, da de med årsskiftet pumper hele 250.000 USD ~ omkring 1.300.000 danske kroner i den første EMS event, som desuden afholdes samtidig med Intel Extreme Masters i Katowice.
Den første kvalifikation, som skydes i gang, er også den mest interessante - set med danske briller. Det er nemlig den nordiske kvalifikation, hvorfra kun et enkelt mandskab kvalificerer sig til LAN-finalerne. Fredag den 10. januar klokken 19:00 starter den første af to kvalifikationer for de nordiske hold. Her går de fire bedst-placerede hold videre til online finalen for Norden, hvor de fire øverste hold fra den anden kvalifikation vil tilslutte sig. Dette resulterer i otte hold, som i den anden weekend i februar skal koges ned til ét enkelt hold, som vinder adgangsbilletten til EMS One Katowice.
Der er i skrivende stund kun tilmeldt fem hold til den første kvalifikation, hvoraf det ene er dansk. Dette hold indeholder blandt andre Malte "Herden" Boelt og Peter "Inzta" Kragelund. Ønsker man at tilmelde sig, kan man klikke her.
Danmark er dog allerede sikret, at mindst et hold skal forsvare de rød-hvide farver, da über G33KZ - sammen med syv andre hold - har modtaget en invitation. De inviterede hold kan ses herunder.
- über G33KZ - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- fnatic - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- Ninjas in Pyjamas - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- LGB eSports - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- ex-Astana Dragons - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- Titan eSports - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- Recursive - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
- compLexity - Dreamhack Winter 2013 top 8 invite
Deltagerlisten skal i alt tælle 16 hold, hvilket giver otte hold, som skal findes gennem online kvalifikationer. Har man ikke mulighed for at spille i weekenden, starter den anden nordiske kvalifikation den 24. januar. Der er ligeledes mulighed for deltagelse i de to europæiske kvalifikationer, som først annonceres, når samtlige regionale turneringer er afviklet.