Anden uge af Proleague 2014 blev spillet færdig i går, og som forventet har favoritterne fra SK Telecom lagt sig i spidsen af ligaen. Med tre sejre ud af tre mulige over Prime, MVP og IM ser drengene fra SK Telecom T1 ud til at leve op til den massive hype, der har omgivet dem, siden de erhvervede sig Zergen Soulkey.
På en delt andenplads finder man Jin Air Green Wings og KT Rolster med hver to sejre og ét nederlag, mens det stærke CJ Entus-mandskab befinder sig på en overraskende delt sidsteplads med tre nederlag sammen Prime.
På den individuelle front har spillere som IM's Byul og den stærke Terran Maru fra Jin Air udmærket sig ved at vinde alle deres fire kampe indtil videre. Dette er især vigtigt, idet der ved Proleagues afslutning gives 4.750 dollars til den individuelle spiller med flest sejre i løbet af turneringen.
Proleague bliver afviklet igennem fire runder og et endeligt slutspil. Hver runde består af fem ugers spil og et rundeslutspil, der afgører rundens endelig placeringer. Første rundes slutspil afvikles fra den 9. til den 11. februar.