Da finalerne ved tredje sæson af GLL blev skudt i gang i dag, var det med first-class faciliteter, et interaktivt real-time kort til seerne og hvad man ellers har brug for når der skabes underholdning i verdensklasse.

Ser vi bort fra de imponerende kulisser, startede turneringen knap så godt ud for den eneste deltagende dansker. Savage og Elgiganten Gaming, ligger nemlig på en samlet sidsteplads efter de første fem runder - der bliver spillet 15 i alt over de næste tre dage. 
Til gengæld har FaZe Clan haft en forrygende start, hvilket man normalt ikke forbinder med holdet. Yderligere overraskelser inkluderer Dignitas og Ninjas in Pyjamas uden for top 10. Det er dog kun turneringens første dag, så intet er endnu fastlagt.

I løbet af dagen blev de fem chicken dinners - og dertilhørende point - fordelt således:

Pittsburgh Knights løb med dagens første runde, hvor de også fik samlet 15 kills sammen. Red Diamonds (tidligere kendt som SEREJKA P) vandt anden runde med 7 kills. Begge blev spillet på Miramar.

FaZe Clan vågnede op da der blev skiftet til Erangel, hvor de vandt dagens tredje runde med 12 kills. Team Unique tog den efterfølgende runde med 11 kills, mens eUnited sluttede dagen med en chicken dinner og 10 kills.

Følg med igen i morgen, hvor det går løs fra kl. 16:00