I aftes startede semifinalerne i Polaris Battlegrounds. Turneringen bliver spillet under et større event i Oslo, Norge, med flere velkendte hold på deltagerlisten. 

Et hold der lige nu er tilstede ved turneringen er Ambush Esport. En samlet sjetteplads efter semifinalens seks runder betyder, at holdet har kvalificeret sig til finalen, der spilles senere i dag - første kamp forventes at starte omkring kl. 13:00. Finalen kan ses her.
Holdet tæller lige nu nogle af de mest lovende danske spillere, der er ved at finde fodfæste som professionelle:

● Cardi
● Flamyy
● Maltefar
● Skjold

Det danske mandskab står dog over for en stor udfordring i form af Team Liquid, som har domineret de europæiske turneringer på det seneste. De tog også en samlet førsteplads ved gårsdagens semifinale, med et vanvittigt forspring i point.
Udfordringen viste sig også at være for meget for de øvrige danske deltagere fra Sørby Reapers og Savage fra Elgiganten Gaming. Begge hold placerede sig uden for top otte, og dermed uden for rækkevidde af en finaleplads.

I dag bliver det hele så afgjort. 16 hold, otte runder på Erangel - 500.000 norske kroner (ca. 400.000 danske) i præmiepuljen. Tiden vil vise om Ambush formår at putte deres navn på verdenskortet, og præstere til en større international turnering.
Holdet er allerede godt tilfreds med resultaterne, og ser frem til for alvor at vise hvad de duer til.