Inden vi dykker videre ned i denne nyhed, gør vi opmærksom på, at tonen skal holdes ordentlig både her på Gaming.dk samt på Facebook opslag. Vi påminder folk om, at ekstrem dårlig opførsel og/eller tone også kan være begrundelse for BAN.

I forbindelse med opstarten af DPL #2 kvalifikationen er vi i indenfor de seneste 48 timer i 14 uafhængige tilfælde, blevet gjort opmærksom på brugen af snyd fra spilleren DinglepikDK. (Grundet omstændighederne og alvoren holder vi det private navn for os selv). Blandt disse anmeldere skal hans tidligere holdkammerater også findes.

DinglepikDK modtager 5 års BAN med udelukkelse indtil d. 3-9-2023 fra ALLE former for aktiviteter, som Gaming.dk er arrangør eller medarrangør af.

Samlet konklusion fra admins er følgende:

Efter at have gennemset flere in-game videoer af mistænktes kampe fra hans "synsvinkel", er det tydeligt, at der er gjort brug af eksterne programmer/cheat. Spilleren har en dårlig/middel movement i spillet, men hans viden omkring placeringen af modstandere er på et niveau, hvor der slet ingen tvivl kan herske omkring brugen af snyd. 

Alle admins, der har set materialet igennem, har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at der er tale om snyd. Da spilleren bevidst har anvendt snyd i et forsøg på at tilkæmpe sig muligheden for deltagelse i en turnering med præmiepenge, er det besluttet, at det kun er fair at tildele spilleren en ganske hård straf. 

Du har spillet med DinglepikDK indenfor de seneste 5 dage
Eftersom at omtalte har været yderst aktiv indenfor de seneste 5 dage, og i den sammenhæng også har spillet med en lang række af spillere, som måske allerede deltager i kvalifikationen, vil der blive tildelt "udligning" til flere hold/spillere på listen. Dette skal ikke ses som et angreb imod de andre hold, som har spillet uvidende, men er en nødvendighed for at udligne den skade, som DinglepikDK har forvoldt. Holdene vil ikke modtage en ekstra hård straf, men istedet få fratrukket en fair mængde rating, i forhold til hvad de måtte have vundet.

Den endelige fratrækning af point for alle involverede hold vil blive meldt ud indenfor 1-3 dage. Dette skyldes, at vi hos Gaming.dk først skal gennemgå alle kampe, som spilleren har spillet fra opstarten af denne sæson, hvorfor vi beder om, at I vil udvise forståelse og respekt for den arbejdsbelastning en sådan gennemgang kræver. 

Eftersom at vi ikke ønsker at straffe flere deltagere end højest nødvendigt, FRARÅDER VI ALLE at spille public games med omtalte spiller, da det kan og vil føre til en "straf" i forbindelse med DPL. Eftersom at dette er opdaget allerede i starten af kvalifikationen, vil en evt. "udligning" også have en mindre/ingen betydning for holdene.

Holdet, der går under navnet Generalerne, vil blive fjernet fra leaderboardet. Der tilfalder ikke en personlig straf til de resterende 3 medlemmer af holdet, hvilket skyldes at vi hos Gaming.dk har haft interviews med spillerne samt det faktum, at de selv gjorde opmærksom på anvendelsen af snyd. 

De resterende 3 medlemmer af holdet vil ikke få mulighed for at deltage i DPL med den bruger, der har spillet kampe sammen med DinglepikDK, og skal istedet starte helt fra 0. 

Der er ikke behov for at grave yderligere i brugeren DinglepikDK, da vi allerede har fået tilsendt 2-3 steam accounts med VAC ban, og forbindelse til cheat sites. Dette har ikke været med i overvejelsen omkring afgørelsen, men ingen grund til at sende denne information til os.

Gaming.dk og alle personer bag sitet kommer ikke til at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt, da beslutningen omkring håndtering af problemet er taget. Vi takker for forståelsen og for de spillere, der gjorde os opmærksom på problemet. Det er dejligt at se vores community stå sammen i en sådan situation.