Det er bestemt ikke en overdrivelse hvis jeg siger, at vi står på randen til det største event i PlayerUnknown's Battlegrounds historie. PGI 2018 samler de 20 bedste hold i verden, som har kæmpet bravt for at kvalificere sig til turneringen. Og nå ja, så spiller de om svimlende 2 mio. dollars.
Her er alt du behøver at vide om turneringen.
Hvor og hvornår foregår det?
Turneringen finder sted fra d. 25 til d. 29 juli i Tyskland. Det hele bliver stablet på benene i Mercedes-Benz arenaen i Berlin, som tidligere har huset store stjerner som Metallica, Beyoncé og Linkin Park. Du kan følge med hjemmefra på PUBG's officielle Twitch-kanal, når åbningsceremonien begynder i morgen kl. 17:30 dansk tid. Kanalen kommer til at dække hele eventet.
Hvilket format vil blive brugt?
Kort sagt, spilles der 16 kampe i alt. Arrangørerne - Bluehole og intel - har dog valgt at udnytte de to gamemodes som spillet har at byde på. Det betyder altså, at den ene halvdel af turneringen bliver spillet i first-person perspective (FPP) og den anden halvdel i third-person perspective (TPP). De første to dage vil kampene foregå i TPP, som bliver efterfulgt af to dages FPP.
De 2 mio. dollars vil blive fordelt ligeligt mellem de to gamemodes, og samtidig vil den bedste spiller fra hver runde - rundens MVP - selv modtage 10.000$.
Desuden vil der blive pillet lidt ved the bluezone. Ikke nok med at den vil bevæge sig hurtigere, den kommer også til at gøre mere skade på de spillere, som skulle være uheldige og blive fanget i den.
Pointsystemet er også skudt i vejret. I forhold til placering kan man score fra 0-500 point, mens hvert kill er 15 point værd. Dette er noget anderledes fra de pointsystem vi er vant til.
Hvilke hold deltager?
Som sagt er det de 20 bedste hold i verden, som vil deltage i turneringen. De kommer fra mange forskellige regioner, som hver havde deres egne kvalifikationskampe. De deltagende hold inkluderer:
Europa
- Team Liquid
- Welcome to South George (med
Larsen på rosteren, som sikrede sig en 2. plads i kvalifikationen)
- Pittsburgh Knights
Nordamerika (NA)
- Team Gates
- Ghost Gaming (med
Balloc og
Turtle på rosteren, som ligeledes opnåede en 2. plads i kvalifikationen)
- Honey Badger Nation
CIS (østeuropæisk region)
- Natus Vincere
- Avangar Gaming
Mellemøsten (MENA)
- Oyun Hizmetleri
Latinamerika (SA)
- Savage Esports
Oceanien
- Chiefs Esports Club
Kina
- Oh My God (OMG)
- Four Angry Men (4AM)
Korea
- Gen.G Gold
- Gen.G Black
Sydøstasien og Taiwan
- Refund Gaming
- Made in Thailand
- ahq e-Sports Club
Japan
- Crest Gaming Xanadu
- Crest Gaming Windfall
Midt i hovedturneringen er der også blevet annonceret et velgørenhedsevent, som de har valgt at kalde The Charity Showdown. 40 streamers og 40 professionelle banker sammen i kampen om en ekstra 1 mio. dollars til velgørenhed. Folk som Ninja, DrDisRespect og Shroud vil være at finde blandt de deltagende. Denne del af eventet spilles på fredag kl. 16:00, hvor hovedturneringen altså holder én dags pause. Følg ligeledes med på PUBG's officielle Twitch-kanal.
Tro mig, du har ikke lyst til at gå glip af dette brag af en begivenhed!