Jern og rizc er værter til DM i esport den 26. maj i Odense, når der skal findes en vinder i både FIFA, League of Legends samt CS:GO. Der er gratis adgang og det hele finder sted fra kl. 09:00-21:00, og skulle du være forhindret i at møde op på rådhuset i Odense kan du følge det hele på YouSee's eventkanal.


Det vil være rutinerede kræfter som kommenterer kampene ved Danmarksmesterskabet i eSport den 26.
maj på Odense Rådhus. Andreas ’Jern’ Hjort Thomsen og Niels ’rizc’ Topp, som blandt andet har
kommenteret esport på DR3, vil lede tilskuere og seere gennem dagens kampe. Samtidigt kan YouSee
eSportligaen nu offentliggøre, at man også vil kunne følge hele DM-stævnet live på YouSee’s eventkanal.
I næste weekend mødes de 24 bedste danske esport-hold fra klubber, foreninger og virksomheder på
Odense Rådhus til det officielle danmarksmesterskab. Finalestævnet bliver kulminationen på en lang sæson
i YouSee eSportligaen, hvor over 1500 esport-spillere fra hele landet har kæmpet om muligheden for at
kvalificere sig til DM-stævnet. Når DM er slut lørdag aften, står tre hold tilbage som officielle
danmarksmestre. Der dystes i henholdsvis Counter-Strike: Global Offensive, League of Legends og FIFA på
konsol. Alle tre mesterhold får retten til at repræsentere Danmark ved det officielle VM i esport i Taiwan til
november.

Talsmand for YouSee eSportligaen, Jens Christian Ringdal.


Vi er virkelig glade for, at to så anerkendte kommentatorer som Andreas ’Jern’ Hjort Thomsen og Niels
“rizc” Topp har sagt ja til at komme og kommentere DM. Vi tager det som et stort skulderklap og en
anerkendelse af det høje niveau, som der er i YouSee eSportligaen.


Der er blandt danskerne stor interesse for at følge esport via tv. Derfor viser YouSee hele stævnet på eventkanalen, som alle tv-kunder hos YouSee har adgang til.

Marketingdirektør i YouSee, Carsten Elmose


Vi vil gerne være med til at udbrede esporten, og som Danmarks største tv-distributør, og partner på
ligaen, har vi en unik mulighed for at give esport-interesserede danskere mulighed for at følge
Danmarksmesterskabet fra start til slut, også selvom de ikke har mulighed for at være med på Rådhuset i
Odense. Jeg er sikker på, det bliver et fantastisk stævne, hvor rutinerede kræfter som ’Jern’ og ’rizc’ kan
guide os gennem dagens mange spændende kampe.

Esport er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark. Over 500.000 danskere dyrker i dag regelmæssigt
esport, og stadig flere går skridtet videre og dyrker organiseret esport i klubben, foreningen eller på
arbejdspladsen. Esport bakkes i dag op af stadigt flere kommuner, og en af de kommuner, som har gjort
allermest, er Odense Kommune, der har esport som et officielt indsatsområde.

Danmarksmesterskabsstævnet den 26. maj foregår på Odense Rådhus, er åbent for offentligheden, og der
vil være gratis adgang fra kl. 10.00. Alle kampene kan følges på storskærm i salen, på Twitch via YouSee
eSportligaens Facebook-side, og nu også YouSee’s eventkanal.