Danske spiludviklere er gået sammen om et nyt samarbejde, der skal bringe danske computerspil forrest i synsfeltet på Steam - verdens største spilplatform, som har 291 millioner købelystne computerspillere fra hele kloden siddende klar bag skærmene.

I aftes kl. 19.00 dansk tid lancerer den verdensomspændende, digitale spilbutik Steam det første salgsfremstød nogensinde med rent fokus på danskproducerede spil. Ikke færre end 64 spil fra flere end 40 danske spiludviklere er repræsenteret. Med fremtrædende placeringer på forsiden af den digitale butik – og klækkelige rabatter på spillene - er forventningen, at den store kampagne vil øge salget af danske computerspil betragteligt i den kommende periode.

Alle spil kan findes her: http://store.steampowered.com/sale/gamesfromdenmark/


Danske Klaus Pedersen, direktør i den aalborgensiske spiludvikler Bedtime Digital Games, er initiativtager til det danskprægede samarbejde med Steam. Han har i månedsvis arbejdet på at få kabalen til at gå op med deltagende spiludviklere, datoer og Steam selv.


Det har været et kæmpe arbejde, men jeg tror på, at det kommer til at være det hele værd. Ikke kun for vores virksomhed, men for alle de danske spiludviklere, der deltager. Både nu - under selve kampagnen - og på længere sigt, fordi et tiltag som det her øger kendskabet til danske spil og spiludviklere verden over. Vi får ganske enkelt mulighed for at sprede kendskabet til, hvor mange fantastiske spil, de danske spilproducenter faktisk står bag.


Begejstring i baglandet Også hos non profit-organisationen Interactive Denmark, som i årevis har haft fokus på at booste danske spil og det danske spilmiljø i Danmark og udlandet, er der stor begejstring at spore:

Det her er en unik mulighed for at fremvise danskproducerede spil og sikre større international forankring. For den enkelte danske spiludvikler kan det være svært at skabe synlighed på et internationalt marked med de mange nye spiludgivelser hver eneste dag alene på Steam. Ved at lave et samlet dansk fremstød får vi en enestående mulighed for at præsentere nogle af de mest passionerede computerspillere i verden for, hvad en samlet dansk spilbranche kan, og herigennem højne eksporten af danskproduceret indhold til hele verden.

forklarer projektdirektør i Interactive Denmark, Sofie Filt Læntver.


Kampagnen løber frem til d. 28. april og er åben for alle.