Det officielle danmarksmesterskab i eSport 2018 afholdes den 26. maj på Odense Rådhus. Den dag tørner de bedste hold fra klubber, foreninger og firmaer over hele Danmark sammen ved det første finalestævne i YouSee eSportligaen. Danmarksmesterskabet i eSport 2018 arrangeres af YouSee eSportligaen i et tæt samarbejde med Odense Kommune.

Jens Christian Ringdal, talsmand for YouSee eSportligaen.

Vi har længe været imponeret over det store arbejde, som Odense Kommune gør for eSporten. Derfor var det også helt naturligt for os at lægge det første Danmarksmesterskabsstævne i YouSee eSportligaen i netop Odense. Vi har skabt et godt og tæt samarbejde om at lave et spændende arrangement i Odense, og udøverne i ligaen glæder sig til at komme og give odenseanerne en masse gode eSport-oplevelser.

Odense Rådhus kommer til at danne rammen om Danmarksmesterskabet, og dermed rykker eSporten helt ind i hjertet af landets tredjestørste by. Lynhurtige reflekser og strategi indtager den store rådhushal, og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel ser frem til at opleve deltagerne på rådhuset.

Peter Rahbæk Juel, Borgmester Odense

Vi glæder os til at byde velkommen til det første officielle danmarksmesterskab i eSport. Der er en enorm interesse for eSport, som vi sidst så i Odense i december med en udsolgt arena 3 dage i træk. eSport er ikke kun garant for et godt show, det er også interessant for Odense i forhold til at rekruttere arbejdskraft til vores klynger inden for robotter, droner og it, da mange gamere og eSportsfans har de profiler, som vores virksomheder efterspørger.

Til Danmarksmesterskabet 2018 konkurreres der blandt andet i CounterStrike Global Offensive og League of Legends på PC. Udover titlen som officiel Danmarksmester i eSport kæmper de kvalificerede hold også om muligheden for at kunne repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet i eSport til november.

Jane Jegind, kulturrådmand

Odense elsker eSporten, og vi har mange engagerede foreninger og udøvere. I december 2017 var vi værter for ESL Pro League Final, og nu gælder det DM i eSportligaen. Jeg håber, at det bliver første skridt i et langvarigt og godt samarbejde. Odense er Danmarks centrum for teknologi- og robotindustri, og eSport er i høj grad en del af den fremtid, vi ønsker for byen.

Danmarksmesterskabsstævnet den 26. maj er åbent for offentligheden, og der vil være gratis adgang fra kl. 10.00. Alle kampene kan følges på storskærm, og der vil være mulighed for at tale med spillerne undervejs.

Om YouSee eSportligaen

YouSee eSportligaen er Danmarks officielle eSport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i eSport med og mod hinanden, og som hvert år kårer den officielle Danmarksmester i eSport. Bag den nye eSport-liga står Danmarks officielle eSport-forbund, eSport Danmark, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Ungdomsringen.