RFRSH har virkelig gjort deres arbejde godt! For det er lykkedes organisationen at trække et tocifret millionbeløb hjem som sponsorat fra ESports.com, der er et nyt krypto baseret esports-univers. Deres nye partner lancerede tilbage i 2017, hvor kryptohypen var allerstørst deres ICO, som det dog kun lykkedes dem at indsamle sølle 14% af, dog fortsat ca. 35 mio. danske kroner. Efterfølgende er deres coin faldet med 30%, så det er blot endnu mere fantastisk at Astralis har nået at cashe ind i et sådan projekt.

Jakob Lund, Co-Founder hos RFRSH Entertainment og salgsdirektør, kommenterer:

- Vi har indgået en aftale med eSports.com, som vil sikre både vores partner og Astralis massiv, kreativ eksponering samt en række nye måder at aktivere en sponsoraftale. eSports.com investerer markante ressourcer i, at blive det nye internationale onlinecentrum for alt, der har med esport at gøre med unikt indhold og oplevelser til deres brugere. I RFRSH Entertainment deler vi ambitionerne og tankerne om, at skaffe endnu mere fokus på kvalitetsinhold i esport.

- Over de seneste 16 måneder er Astralis vokset voldsomt som dansk og især som internationalt brand, og vi investerer løbende mange ressourcer i, at skabe nye kommunikationsformer og formater omkring holdet. Det er noget af det, vi vil arbejde videre med i det nye partnerskab, og folkene bag eSport.com understreger ambitionerne ved at indgå denne aftale, som med afstand er den største enkeltaftale, vi har lavet i RFRSH Entertainment. Vi har aftalt, ikke at kommentere på de økonomiske detaljer, men vi taler om et flot, tocifret millionbeløb i kroner i en aftale, der løber over de kommende tre år.

ESports.com CEO Michael Broda tilføjer:


- Vi har længe været på udkig efter en stærk partner, der kan hjælpe os etablere eSports.com og sikre både bred og dyb eksponering af sitet og vores brand. Vi har været i dialog med flere større internationale esports-organisationer, og jeg kan kun sige, at vi i RFRSH Entertainment har fundet den stærkeste, mest kreative og nytænkende organisation der kan opstøves. Vi er utroligt glade for at kunne offentliggøre denne aftale med Astralis, som er kommet i stand via RFRSH.

- Astralis har opbygget et ekstremt stærkt brand, som vil hjælpe os med at bringe opmærksomhed og nye øjne på eSport.com, som bliver et centrum for alle esportsfans. Vi udvikler sitet i øjeblikket og vi kommer til at tilbyde baggrund, videocontent, billetsalg til de største turneringer, merchandise og breaking news. Der vil ske meget med sitet over den kommende tid med en række nye og ganske kreative funktioner og indhold.

- Vi har valgt at offentliggøre samarbejdet nu for at invitere alle esportsfans med på turen fra start. Vi kommer til at bygge en platform med alt for den dedikerede hardcorefan og relevant og let-tilgængelig information til alle andre, der blot ønsker at vide, hvornår deres hold spilelr, hvad den seneste kamp blev, næste turnering osv. Partnerskabet med Astralis og RFRSH er et stort og vigtigt skridt, men det er kun et af mange i de kommende måneder.