Odincon er navnet på det samlede event, der skal finde sted i Odense de næste mange år. Det er et event, som først og fremmest hoster ESL Pro League finalerne i år, men derudover er der også blevet plads til et LAN event samt EXPO. 

Der har været meget snak omkring LAN eventet, da det var på tegnebrættet allerede ved annonceringen af ESL finalerne tilbage i sommers, men nu er det hele faldet på plads, og selvom fristen er meget kort, så er arrangørerne ganske optimistiske omkring deres setup. 

Der kan dystes i både League of Legends, Counter-Strike og Hearthstone. 

Til både LoL og CS:GO er der 8.000 kr. i kontante præmier, samt 15 billetter til ESL Pro League finalen om søndagen. I Hearthstone er der 1.600 kr. og yderligere 3 billetter til finalen. Så hvis det fortsat ikke er lykkedes dig og dine venner at sikre jer pladser til det udsolgte event, så kunne i jo vise jeres værd i et af følgende spil, og på denne måde sikre jer adgang til finalen. 

I kan finde billetter og information her.

Når man køber billet til Odincon har man ikke direkte adgang til ESL området, men der vil være flere forskellige tiltag omkring Odincon eventet, der gør, at alle LAN deltagerne har gode muligheder for at følge med.

Vi har stillet Trine Bech - Event chefkonsulent for Odense kommune et par spørgsmål.

Der har længe været snak omkring et LAN tilknyttet ESL finalerne her i Odense. Der har været snak om 2.000+ pladser og meget andet, hvorfor er i landet på lige præcis det setup, som er tilfældet?

Der har været rigtig mange LANs i Danmark i år og meget forskellige succesgrader. Odincon har ikke talt om 2000+ pladser, men vi har meget store ambitioner for størrelsen - og ikke mindst indholdet. I år skal vi lære en masse, og når man skal lære, skal man ikke starte for voldsomt. Vi har en stor Expo og ESL Pro League Finals også, så deltagerne får en rigtig vild oplevelse uanset størrelsen af LAN - og inden for de næste 3 år vil det vokse til at blive meget, meget stort.

Kan du fortælle lidt mere omkring hvilke producenter, man blandt andet kan opleve i Expo området?

Vi går ud med EXPO-udstillere løbende, men hvis man kigger på sponsorer af henholdsvis ESL Pro League og Odincon, får man en god indikation.

Hvilken type af LAN deltagere går i efter?

Odincon er målrettet glade gamere, der spiller for at more sig og være sammen med sine venner, som også vil opleve stemningen fra ESL, og som er klar på en hyggelig weekend. Der er også plads til de lidt mere konkurrencemindede gamere.

Jeres præmiepuljer er ikke på størrelse med nogle af dem, som vi ser rundt til andre mellemstørrelse LANs, men er det helt bevidst, at det ikke er de semi professionelle hold, som i ønsker at tiltrække?

Verdens største professionelle hold er i Odense i dén weekend, så det giver ikke rigtigt mening at fokusere på at tiltrække B eller C hold. Odincon er en samlet oplevelse, og de fleste af de store hold kommer til at være til stede til Odincon også til at møde og tale med deltagerne, så dét er her, de rigtigt store hold kan opleves.

Hvad er succes kriteriet for det første LAN event i forbindelse med Odicon?

Det er ubetinget, at folk har det sjovt og godt. Odincon skal, ligesom vores andre events som Tinderbox, Karrusel, NBA mv. ses over minimum 3 år. Det vil, præcis som de andre events, bare vokse og blive sjovere og sjovere, bedre og bedre, år for år. Og så er det største succes kriterie, helt klart at deltagerne får en fed weekend, og får et rigtig godt indtryk af eventet som en helhed.