RFRSH Entertainment har i dag offentliggjort rammerne for et nyt, stort partnerskab mellem Apollo Rejser og den nye, internationale Counter-Strike turnering BLAST Pro Series, som får verdenspremiere foran mere end 10.000 tilskuere i Royal Arena 25. november.

Aftalen bliver introduceret i forbindelse med BLAST Pro Series i København, hvor Apollo Rejser ud over aktivering og eksponering til selve eventen har sikret sig et antal billetter til kunde-konkurrencer. Den bliver dog for alvor synlig efter nytår, når Apollo Sport bl.a. i samarbejde med de danske verdensstjerner fra Astralis og RFRSH’s sportsdirektør Kasper Hvidt introducerer en helt nye esports-specifik træningscamp på diverse Apollo Sport resorts med udgangspunkt i det populære Playitas resort på Fuerte Ventura.

Ulrik Nissen, Head of Marketing hos Apollo, fortæller:

- Hos Apollo Sport handler det om, at kombinere træning, sport og en sund livsstil med gode oplevelser, sol og varme. Både familier og top seriøse sportsfolk benytter vores resorts af samme årsag, og langt hen ad vejen handler esport om præcis det samme: Forberedelse, form og sundhed kombineret med underholdning og oplevelser.

- Vi har vel alle oplevet den lukkede dør og enstavelses-svarene, der til tider kan komme fra vores teenage-børn, og vi kender behovet for at lave noget sjovt sammen med dem – og det må gerne være sundt. Det er nogle af tankerne bag Apollos samarbejde med RFRSH, Astralis og sportsdirektør Kasper Hvidt, hvor vi sammen med spillerne og holdet bag, hopper ind i den fremstormende og utroligt populære esports-verden.

- RFRSH har sammen med Kasper Hvidt introduceret en performance-model, der er udviklet til esport-atleter på alle niveauer. Det handler helt basalt om, at du bliver bedre og dygtigere til at spille, hvis du er sund og i god form. Fysisk træning, sund kost og en klar hjerne gør dig simpelthen bedre i stand til at holde koncentrationen foran computeren i længere tid, overskue komplekse situationer og arbejde sammen med dit hold.

- I Apollo vil vig rigtig gerne bidrage til forståelsen af, hvordan en sund livsstil gør dig i stand til at forbedre dine præstationer og i øvrigt gør det meste andet i livet sjovere. Vi glæder os derfor til at fortælle meget mere om samarbejdet med RFRSH, Astralis og Kasper Hvidt, der blandt meget andet indeholder en helt ny esports-træningscamp og en masse andre tiltag, for både spillerne og deres familier, men lige nu glæder vi os allermest af alt til at være en del af BLAST Pro Series i Royal Arena 25. November. Det forventer vi os rigtig meget af.

Jordi Roig, kommerciel direktør, RFRSH Entertainment:

- For os handler det om, hele tiden at gøre spillerne i stand til, at levere topresultater - og underholdning for hele familien. Apollo Sport er i den forbindelse den perfekte partner, og kombinationen af et dedikeret fokus på forbedring af resultater og de gode oplevelser falder helt i tråd med, hvad vi er i gang med at skabe med BLAST Pro Series og vores hold.

- Sammen med vores sportsdirektør Kasper Hvidt og Mikkel Hjuler fra FysiQ, som også er tilknyttet kvinde-håndboldlandsholdet, har vi skabt en performance-model med det ene formål, at forbedre spillernes muligheder for at blive bedst indenfor deres felt. Det er den model, vi nu vil udbrede i tæt samarbejde med Apollo. Det vil blandt andet ske på Apollos sports resorts, hvor der nu bliver nye muligheder for gode oplevelser sammen med familien eller med hold-kammerater og venner. Med træningsmetoder hentet fra nogle af verdens bedste esports-atleter.

Aftalen træder i kraft omgående og vil blandt andet indeholde aktiviteter for publikum og de millioner af seere til BLAST Pro Series, København. Aftalen beskrives som væsentlig for begge parter, der dog har aftalt ikke at kommentere yderligere på økonomien.